Midt i november fejres den lokale forfatter Thomasine Gyllembourgs 250-års fødselsdag med foredrag og oplæsning på Christianshavns Bibliotek.
.
Det sker ved et læsebal og nu spørger du sikkert: Hvad er et læsebal? Det og meget mere kan du få svar på når Christianshavns Bibliotek onsdag den 15. november fejrer Thomasine Gyllembourgs 250 år med oplæsning, foredrag og et kort besøg ved forfatterens gamle adresse ved Kanalen.
Thomasine holdt nemlig læseballer i hjemmet på Christianshavn og biblioteket genopliver traditionen, når de dykker ned i forfatterindens mest markante værker og temaer. Foredragsholder Maja Lykketoft vil desuden bruge dagen på at gøre publikum klogere på Thomasines liv og værk, og belyse kvindesynet i guldalderen.
Maja Lykketoft er kulturformidler, foredragsholder og konceptudvikler, og gennem foredrag, talks, saloner og litterære vandringer formidler hun kulturhistorien med afsæt i litteratur, billedkunst og biografiske kunstnerfortællinger.
.
Delt i to arrangementer
Arrangementet er todelt, og du vælger selv om du vil deltage i begge dele eller om du vil nøjes med at deltage i den sidste del, som foregår på Christianshavns Bibliotek.
Kl. 18.30 mødes man udenfor Kanalhuset/Søkvæsthuset, Overgaden Oven Vandet 62a, hvor Thomasine Gyllembourg i sin tid boede. Maja Lykketoft fortæller kort om Gyllembourgs hjem, hvorefter deltagernes følges ad til biblioteket.
Kl. 19.00 starter selve læseballet på Christianshavns Bibliotek. Her vil der være siddepladser til alle, og ingen forventes at danse, blot at lytte og hygge.
Det er gratis at deltage i begge dele af arrangementet, og man kan sikre sig en plads ved at tilmelde sig via billetto.dk
Tid: Onsdag d. 15.11. kl. 18.30 (Kanalhuset/Søkvæsthuset) eller 19 .00 (Christianshavns Bibliotek) Sted: Christianshavns Bibliotek Billetter: Gratis via Billetto.dk
Be the first to comment