Kæmpegræskar på over 750 kilo vinder Danmarksmesterskabet

Foto: Joachim Helt / Tivoli

DM i Kæmpegræskar 2023 er netop blevet afholdt for 16. år i streg i Tivoli. 10 græskaravlere kæmpede om mesterskabstitlen. De blev dog alle slået af Jens Peder Skønager fra Ribe, der vandt med et kæmpegræskar på 784,8 kg. Det er fjerde gang, at Jens Peder Skønager vinder titlen, hvilket er rekord.
.

 

De rigtige frø og hestemøg, der er velkomposteret i flere år, er opskriften på årets største græskar. DM i Kæmpegræskar er et langt forløb, hvor avleren starter med at putte et græskarfrø på størrelse med en 1-krone i en urtepotte i maj måned for derefter at kulminere i oktober efter måneder med kærlig pleje med heste-, hønse- og komøg og vand.

Det er fjerde gang, at Jens Peder Skønager fra Ribe vinder. På spørgsmålet om, hvordan man fremavler et så stort græskar, svarede årets vinder prompte:

”Jeg kan godt mærke, at de andre konkurrenter ånder mig stærkt nakken. Jeg har derfor i år bygget et 160 m2 stort drivhus til mit græskar, som det tydeligvis har været glad for at bo i. Jeg har også brugt 6 m3 velkomposteret hestemøg, der har gjort underværker. Nu skal det fejres for familien har været lidt forsømt og konen siger, at jeg taler for meget om det græskar. Nu går jeg efter at forbedre min nordiske rekord på 970,4 kg og drømmer om at slå den nye verdensrekord på 1.246,93 kg som netop er blevet sat i USA”.

Den 9. oktober i år blev der til en græskar festival afholdt i Half Moon Bay (Californien) sat ny verdensrekord – Vindergræskarret vejede 1.246,93 kg., hvilket er ca. 20 kg. mere end den hidtidige rekord sat i 2021 af italieneren Stefano Cutrupi. Avleren bag den nye verdensrekord var Travis Gienger fra byen Anoka som er beliggende i Minnesota.

De 10 kæmpegræskar kan ses under Halloween i Tivoli til og med den 5. november.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*