Halloween i Tivoli for 18. gang

Halloween i Tivoli har på få år udviklet sig til at blive blandt de populæreste efterårsbegivenheder i Danmark. Over tre uger bydes der på over 22.200 græskar, nye hekse, dobbelt op på uhygge i Villa Vendetta i H.C. Andersen Slottet og i Det Hjemsøgte, samt udskæringer af Danmarks største græskar.

.

På 16 dage går Tivoli fra sensommer til efterårsstemning for at blive klar til Halloween sæson nummer 18. Der spenderes millioner af kroner i scenografier, efterårsbeplantninger til underholdningstiltag, der skal bidrage til at give gæsterne betagende efterårsoplevelser.

Gæsterne kan bl.a. se frem til at blive mødt af fem nye søde, men drilske hekse, når de går rundt i haveanlægget. De møder bl.a. heksene som er iklædt farverige gevandter ved den magiske urtehave foran Pantomimeteatret, i labyrinten eller når de pludselig dukker op lige bag en som en fortryllet overraskelse. Gæster i alle aldre opfodres i øvrigt til at møde op i udklædninger, hvilket svenskerne har tradition for at gøre i stor stil. Der vil være en særlig udklædningsdag den 23. oktober hvor særlig mange forventes at deltage.

I Det store Springvand i forlængelse af Plænen kan gæsterne begive sig ind i en 140 meter lang pilefletslabyrint, som er op til 180 cm i højden og inde i midten kommer man frem til to heksetårne. Et par af kontrollørerne vil også under sæsonen være forvandlet til fugleskræmsler og græskarmænd, og mon ikke en del gæster vil tage en tur forbi den hjemsøgte gravplads, som ligger tæt på Koncertsalen?

.

Gys og sjov

Tivolis prisbelønnede scaryhouse Villa Vendetta, der er Danmarks største permanente scaryhouse med performere, har i anledning af halloween fået en række ekstra overraskelser, så gæster med hang til gys bliver ekstra skræmte under den 150 meter lang rejse gennem 12 værelser, korridorer og stuer fordelt på 800 uhyggelige m2. Her møder gæsterne den glemte Tivoli familie, der er bitre over at være glemt af omverdenen og derfor gør sig ekstra umage for at skræmme og overraske gæsterne undervejs.

I Skærsilden, som har til huse under den 109 år gamle Rutschebane, rykker det nye scary house ”Det Hjemsøgte” ind. Her kan gæsterne – hvis de ellers tør – lægge vejen forbi et hospital for mislykkede forsøg. Det er ikke et kønt syn, og gåsehuden bliver ikke mindre af de nærgående skabninger, som går tæt på de besøgende. Det Hjemsøgte kan eksklusivt opleves under Halloween, og børn under 12 år skal ledsages af en voksen.

.

Monsters Night Out optog 21. oktober

Monstrene overtager for alvor Tivoli den 22. oktober, når det går løs med Monsters Night Out optog. Fans af skræk og uhygge kan se frem til en parade med mere end 200 zombier, gengangere, kendte filmuhyrer og andre skrækkelige væsener. Monstrene, der dukker op med åbne sår, hugtænder og bloddryppende effekter, kommer for at give Halloween i Tivoli et ekstra pift af skræk, gys og gru. Børn og gæster med sarte sjæle bør holde sig på afstand, da monsterparaden både viser klør og hugtænder – Og der er ikke sparet på teaterblodet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*