Find inspiration til det meningsfulde seniorliv

Måske du allerede har fået mere tid i dit liv. Eller måske får du det snart, fordi mange år på arbejdsmarkedet slutter. Hvad med at bruge noget af tiden som voksenven for et barn, som medlem i den lokale roklub eller måske som klimaaktivist? København flyder over med tilbud til seniorer, som gerne vil holde sig aktive og indgå i nye spændende sociale fællesskaber.

Lørdag den 14. januar 2023 kan du høre om de mange tilbud, når der bydes indenfor til messen Mere Fri Tid kl. 10-16 i Øksnehallen. Alle københavnere mellem 62 og 70 år er inviteret. Og der er gratis adgang.

Det er Københavns Kommune og Røde Kors Hovedstaden, som står bag messen, der gennem en række spændende foredrag, talks og optrædener vil inspirere og motivere til et spændende og meningsfuldt seniorliv i København. Næsten 60 forskellige organisationer, kulturinstitutioner, sportsforeninger og aktiviteter deltager i messen, som åbnes af sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

”Vi ved, at det er sundt og godt at deltage i frivilligt arbejde. Det betyder noget at være noget for nogen. Mange ældre københavnere savner nogen at være sammen med, og vi ved at socialt aktive mennesker lever sundere og længere. Derfor håber jeg, at årets messe kan inspirere til at finde ind i nye fællesskaber og relationer uden for arbejdsmarkedet”, siger Sisse Marie Welling.
.

Find det rigtige match

Mød blandt andet sundhedsforsker Bente Klarlund Pedersen og hør hendes foredrag ”Yngre med Årene”. Eller planlæg din overgang til pension på en workshop ved Aske Juul Lassen, der er lektor i pension og aldring på KU. Der er også mulighed for at prøve forskellige idrætsgrene – lige fra krolf, som er en blanding mellem kroket og golf, til floorball og fægtning. Derudover kan du møde alt fra højskoler, aftenskoler og musikskoler til fagfolk, fodfolk og politifolk.

Røde Kors Hovedstaden vil på messen fokusere på de fællesskaber, som knytter sig til at være frivillig, og sekretariatschef i Røde Kors Hovedstaden og forperson for Frivilligrådet i Københavns Kommune, Pernille Scheel, siger således:

”Vi glæder os meget til endnu en gang at åbne dørene til denne vigtige messe, hvor 60 foreninger og civilsamfundsorganisationer vil vise den mangfoldighed af sager eller aktiviteter, deltagerne kan engagere sig i. Vi håber, at rigtig mange nye og kommende københavnske pensionister vil finde vej til Øksnehallen den 14. januar og møde de mange udstillere. På messen kan du både lade dig inspirere eller lave en aftale med en forening på dagen. Med messen håber vi, at mange københavnere vil finde lige præcis det tilbud, der passer til dem. Samtidig får foreningerne og klubberne forhåbentlig en masse nye kræfter med ombord i 2023. På den måde bidrager messen både til et styrket foreningslivet og sundheden blandt ældre”.

.

Du kan læse mere om programmet og tilmelde dig via www.hovedstaden.drk.dk/merefritid

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*