Af Mette Ydebo
Det er selve hjertet i Dansk Jødisk Museum, som i år fejrer firsåret for sin verdensunikke fortælling. Ganske vist er museet fra dette århundrede, men arkitektonisk er det opbygget omkring redningen af hovedparten af de danske jøder under den nazistiske jagt på dem i 1943. Rammen er derfor lagt for jubilæet hen over de næste mange måneder.
.
Oktober 1943
Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 arresterede det herværende tyske politi næsten 500 jøder, som enten ikke havde haft mulighed for at komme i sikkerhed, eller som nægtede at tro på, at verdenskrigens jødeforfølgelser kunne nå til Danmark. De tilfangetagne sendtes til kz-lejre; de fleste til Theresienstadt i Tjekkiet.
Imidlertid lykkedes det for mere end 7.000 jøder at komme over Øresund til Sverige, som i de samme dage åbnede grænserne og tog imod alle danske flygtninge. Inden udrejsen havde danskere i private hjem, i præstegårde og på hospitaler skjult deres landsmænd, indtil de fik skibslejlighed. Ofte var det fiskere, som i egne både fragtede hele familier til nabolandet.
.
Nye vinkler
Historien om redningen af disse mange mennesker er fortalt igen og igen, og på et utal af måder. Dansk Jødisk Museum har hele sit udgangspunkt i fortællingen, idet den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind, der har tegnet indmaden i museet på Slotsholmen, helt fysisk lader museumsgæsten befinde sig på en flygtningebåd, som tilmed bærer en tak for hjælpen i sig. Gæsten bevæger sig nemlig igennem det hebraiske ord mitzvah med betydningen ‘en god gerning’.
I firsåret kommer der atter nye fortælleformer og arrangementer til. På museets hjemmeside kan man se en oversigt over dem. En af nyhederne er en animationsfilm for både børn og voksne.
.
Film om familien Melchiors flugt
‘Ved daggry næste morgen havde en idiotisk skipper sejlet os til – Gedser. Fyren havde aldrig rigtig været ude at sejle, og vi måtte selv tage os af at få skiftet retning.’ Sådan skriver Marcus Melchior i sine erindringer. Han var far til den senere overrabbiner Bent Melchior, og han var den, som varskoede de københavnske jøder i synagogen den 29. september 43 midt under den jødiske nytårsgudstjeneste.
Familien Melchiors egen flugt blev, som det fremgår af citatet, temmelig dramatisk. Historien berettes i tegnefilmen ‘Stemmer i stilheden’, som vises den 24. april klokken 14.00 i Nationalmuseets festsal. Filmens fortællerstemmer er Bent Melchior og Ina-Miriam Rosenbaum. I samarbejde med den USA-baserede NGO Humanity in Action byder Dansk Jødisk Museum i forbindelse med forevisningen på en præsentation af værket samt en tale af justitsminister Peter Hummelgaard. I tilknytning til filmen findes et nyskabt undervisningsmateriale, der skal lede til refleksion og debat om, hvordan vi fremover forhindrer folkeforfølgelser.
Tilmeldingsfristen til den gratis filmforevisning er den 17. april via jewmus.dk.
Til og med november måned er det også fortsat muligt i Dansk Jødisk Museum at se VR-filmen ‘Nattens ende’, som ligeledes har 1943-begivenhederne som tema.
Be the first to comment