Copenhagen Cooking vender tilbage til august

Copenhagen Cooking byder også på middage i det åbne rum. Foto: Sophie Due Rasmussen

Glæd dig til magiske øjeblikke i byens rum, for du er inviteret med til bords. Du kan opleve et væld af langbordsmiddage, der snor sig gennem byen, pop-ups, workshops, markeder, smagninger, debatter, battles, kurser og meget mere, når alle madveje fører til København 10 dage i august.

.

365 dage om året leverer den københavnske madscene på et tårnhøjt niveau, og 10 dage i august sprudler hele byen af gastronomisk kreativitet og festivalstemning, når Copenhagen Cooking fylder gader, stræder, pladser, torve, boder, restauranter, spisestuer og utraditionelle rum med store madoplevelser.

Her fejrer og favner festivalen nemlig alle de kokke, madmennesker, gastronomiske ildsjæle og spisteder, der leverer varen dag ud og dag ind. Copenhagen Cooking forventer omkring 100.000 besøgende til festivalen, der vil byde på ca. 100 begivenheder.

.

Et festfyrværkeri

Glæd dig bl.a. til legendariske Restaurant Kommandantens genforening med Francis Cardenau, Mikkel Maarbjerg, René Warn med flere – et sandt drømmehold. Kommandanten var den første restaurant i landet, der fik 2 Michelinstjerner.

Du kan også se frem til Frederiksberg Høstfest, Babettes Gæstebud, middag i vinmarken med Byens Fiskebar, Fiskerikajens Skaldyrsfest og Brasserie Prins’ sidste servering.

Du kan også sætte kryds ved Smørrebrødets Dag, Tekken & Tempura, Paella of love, grøn streetfood, fransk osteskole, dumbling workshop, brewmaster battle, adskillige krebsegilder og skaldyrsfester, pølsemageri og slagterhåndværk, Strawberry Sensation og at smage på moskus og rensdyr.

.

Til middag på hospitalet og centeret tag

Alt dette foregår både på spisesteder, i byens åbne rum samt interessante og uortodokse lokationer som Bispebjerg Hospital, Jødisk Informationscenter, Fiskerizakajaen i Nordvest, Folkehuset Absalon og Frederiksberg Centrets hemmelige tagterrasse, der normalt ikke er åbent for offentligheden.

På din vej gennem Copenhagen Cooking kan du møde og smage på mad fra nogle af landets bedste kokke bl.a. Francis Cardenau, Mikkel Maarbjerg, René Warn, Brian Mark Hansen, Kamilla Seidler, Karlos Ponte, Henrik Jyrk, Dak Wichengoen, Adam Aamann, Denny & Sarah fra Omegn & Venner med venner, Katrine Klinken og Sebastian Holberg Svendsgaard, vores næste Bocuse D´or deltager samt mange, mange flere.
”Vi kan slet ikke vente med at præsenterer både Danmarks gastronomiske fortid, nutid og fremtid. Det, man kender. Det, der rør sig – og det, der ulmer. Sammen med vores værter viser vi madkulturarv, tradition og historie frem i selskab med nye tendenser på tallerkenen og fremsynede bud på at knække koden, så vi i fremtiden spiser mere grønt til gavn for både krop og klode”, siger festivalchef Katja Seerup Clausen.
.

Fokus på kartoflen

Under madfestivalen får kartoflen et gevaldigt kram og en ubestridt hovedrolle i ambitionen om at gøre den ydmyge knold sexet igen.

Tidligere regerede kartoflen som rygraden i danskernes basiskøkken, men familiefavoritten er de senere årtier blevet fortrængt for lette måltidsløsninger, og har ydermere båret på et urimeligt blakket ry som værende usund. Forskere og ernæringseksperter har gang på gang tilbagevist dette, og nu skal sandheden helt frem i lyset.

Derfor hylder vi den med masser af kartoffelkram, kærlighed, langbordsmiddage og velsmagende begivenheder i de 10 dage under festivalen.

”Der bliver mere end 30 begivenheder med kartoflen i centrum under festivalen. Det har den fortjent. Den er fuld af smag, billig, den mætter, strutter af virilitet og er god for både krop og klima – og så vokser den overalt i vores jord”, siger festivalchef Katja Seerup Clausen.

.

Bliv restauratør for en dag

Sammen med Fiskerikajens gastronomiske legeplads, Fiskerizakajaen i Nordvest, tilbyder Copenhagen Cooking unge kokke at blive restauratører for en dag. Ambitiøse kokketalenter får stillet en restaurant gratis til rådighed, så de kan teste sig selv og præsentere deres koncept og menu for festivalens gæster.

I en restaurationsbranche, der bl.a. er presset af generelle personaleudfordringer, får en række af morgendagens kokketalenter nu chancen for at vise sig frem og skabe en madoplevelse til gæsterne under Copenhagen Cooking. Festivalen og Fiskerizakajaen bistår med en restaurant med alt, man skal bruge, faglig køkkensupport og den praktiske del med billetsalg og markedsføring. De unge kokke behøver kort sagt ikke andet end sig selv, sine hænder, nogle gode råvarer og en menu for at komme i gang. Billetsalget tilfalder den unge restauratør.

Læs mere her

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*