AP Møllers Mærsk nye byggeri skal have eget renseanlæg til regnvand

Mens regnvand og spildevand i området i dag typisk ryger i kloakken og videre til rensningslæg Lynetten, så skal det fremtidige projekt med udbygning af AP Møller Mærsks hovedkontor struktureres anderledes. Det fremgår af kommunens Spildevandsplan, som Havnefronten har læst.

.

I stedet for at lede regnvand i kloakken, så skal AP Møller Mærsk selv opsamle og rense regnvandet – for derefter at udlede det rene vand i havnen. Spildevand skal fortsat til Lynetten. Derfor har Lokalavisen Havnefronten spurgt Teknik- og Miljøforvaltningen om planerne.

”Af planteksten til projekt B.109 Amaliegade Nord fremgår det, at ”tagvand og vejvand fra projektområdet skal udledes lokalt til havnen efter tilstrækkelig rensning. Spildevand vil fortsat blive ledt til Renseanlæg Lynetten via Pumpestation Kløvermarksvej.” Tagvand og vejvand dækker her over det regnvand, der falder inden for projektområdet”. Skriver forvaltningen og fortsætter:

”At regnvandet fremover skal ledes til havnen er dermed ikke udtryk for, at forvaltningen vurderer, at det ikke kan udgøre en forureningskilde. Regnvandet kan være forurenet – og det er grunden til, at der vil skulle etableres tilstrækkelig rensning, inden det udledes til havnen”, skriver forvaltningen.

De præciserer videre, at ”udledningen vil kræve en udledningstilladelse, og der vil i forbindelse med udarbejdelse af denne blive foretaget en konkret vurdering af den forventelige forureningsgrad af regnvandet. Der vil på baggrund af dette blive stillet vilkår i udledningstilladelsen om, at regnvandet renses i tilstrækkelig grad til, at det kan udledes til havnen”.

.

Pressede kloakker

Årsagen til at AP Møller Mærsk skal sikre deres egen rensning af regnvandet er, at der er et stort pres på de eksisterende kloakker. Det bekræfter man hos Teknik- og Miljøforvaltningen.

”Det er for at mindske presset på de eksisterende kloakker – og nedsætte risikoen for at kloakkernes kapacitet overskrides.”

Ved nyt byggeri langs havnen er udgangspunktet, at ny kloak skal etableres med adskilt afledning af regnvand og spildevand. Spildevand vil da blive afledt til renseanlæg, mens regnvand udledes til havnen efter passende rensning.

 

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*