Selvom Amager Fælleds Venner har tabt samtlige juridiske slagsmål, så nægter foreningen at give op. Seneste nederlag fra byretten vil foreningen nu anke.
.
Københavns Byret gav ikke Amager Fælleds Venner ret i den sag, som foreningen har anlagt mod Miljø- og Fødevareklagenævnet samt Planklagenævnet.
“Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet var berettiget til at inddrage supplerende oplysninger fremkommet under klagesagernes behandling”, hedder det i afgørelsen fra Byretten, der også afviser et ønske fra Amager Fælleds Venner om, at EU-domstolen skal høres i sagen.
.
Anker alligevel
Advokat Johan Løje sagde straks efter offentliggørelsen af dommen, at den vil blive anket til Landsretten.
“Jeg mener helt klart, at vi skal gå videre med denne principielle sag. For mig er der ingen tvivl om, at reglerne i EU’s VVM-direktiv er overtrådt, da afgørende dokumenter i sagen ikke blev sendt i høring. Jeg er både skuffet og forundret over, at Byretten har valgt ikke at høre EU-domstolen om deres vurdering af sagen”, siger Johan Løje.
“Det er jo i øvrigt ikke sådan, at sagen forsvinder med den her afgørelse. Byretten har i dag kun taget stilling til, om de formelle høringsregler har været overholdt. Men det formelle spørgsmål om høringsreglerne er kun et enkelt element i den sag, vi har rejst ved Byretten. Tilbage står hovedspørgsmålet om, hvorvidt klagenævnene har haft et tilstrækkeligt velunderbygget videnskabeligt grundlag for at fastslå, at projektet ikke vil skade raste- og ynglestederne for den habitatbeskyttede og fredede stor vandsalamander. Dette spørgsmål skal Byretten nu forholde sig til”, tilføjer han.
.
Nægter at give op
“Afgørelsen … er selvfølgelig en skuffelse, men det har vi prøvet før. Vi giver ikke op. Den folkelige opbakning vil bringe os videre i kampen for Amager Fælled”, siger Knud Erik Hansen, talsperson for Amager Fælleds Venner.
Imens Amager Fælleds Venner tager endnu en tur i retsmaskinen, så ruller byggeriet på fælleden videre.
Be the first to comment