Af Anders Bo Petersen
Jysk Fynske Medier, der udgiver de københavnske LIV-aviser, lukker og slukker helt for en række af deres trykte lokalaviser, mens de dropper husstandsomdelingen af andre. Det skriver mediekoncernen i en orientering.
.
Det startede med, at BT droppede at være fysisk avis for kun at udkomme elektronisk. Samme udvikling fulgte for Lokalavisen Havnefronten i slutningen af 2022. Nu dropper Jysk Fynske Medier også en række af de lokalaviser, som de har udgivet flere steder i Københavns Kommune.
Fra 1. april lukker KøbenhavnLiv weekend, NordvestLIV, NørrebroLIV, SydhavnenLIV og VesterbroLIV helt, og i stedet kommer den gamle Cityavisen – nu KøbenhavnLIV – i et nyt større oplag, som dækker alle bydelene. Men avisen kommer ikke længere ind ad brevsprækken. I stedet vil aviserne bliver trafikomdelt – det vil sige, at man kan finde dem i supermarkeder, cafeer, biblioteker etc.
Ifølge Jysk Fynske Medier skyldes det, at man ”som ansvarlig virksomhed ønsker .. at nedsætte vores samlede CO2-udledning i den udstrækning, det er muligt”.
.
For store udgifter og for få indtægter
Ifølge Lokalavisen Havnefrontens redaktør er det dog næppe nogen særlig sandfærdig forklaring.
”Det kan da ikke udelukkes, at virksomheden tænker grønt. Men sandheden er nok snarere, at annoncemarkedet for trykte aviser er svundet ganske markant, at priserne for annoncerne formentlig er lavere end i flere årtier, og at udgifterne til både print og distribution har været stigende”, siger Jesper Schou Hansen og tilføjer, at det var samme årsager, som gjorde, at Lokalavisen Havnefronten fremrykkede avisens satsning på online-versionen.
”Vi kom til at omlægge til online, flere år før vi egentlig havde troet, vi ville. Flere og flere læser nyheder online, så når indtægterne falder, og udgifterne stiger, så accelererer det jo udviklingen. Det er nok det samme, som sker for alle LIV-aviserne”, siger Jesper Schou Hansen.
.
AmagerLiv husstandsomdeles ikke længere i 2300
Ud over at lukke en række aviser, så sker der også indskrænkninger for koncernens øvrige aviser. Således dropper man husstandsomdelingen af AmagerLiv i hele 2300-postnummeret, men fortsætter den i Kastrup og Dragør.
Det er kun FrederiksbergLiv, der fortsætter uændret. Aviserne på Østerbro og Vanløse kommer i en version af KøbenhavnLiv og husstandsomdeles fortsat. ValbyLiv dropper husstandsomdelingen og fortsætter som trafikavis.
Be the first to comment