Veteranerne klar med ny fest på Kastellet

Af Jesper Schou Hansen

 

De har været udsendt til verdens brændpunkter – og hvert år arrangerer de en fest, for at sætte fokus på veteransagen – og mindst lige så vigtigt: at skabe et forum hvor veteranerne kan opleve, at de både bidrager, bliver set og hørt.

Overskuddet bliver uddelt til de mange frivillige initiativer, der arbejder på at skabe bedre vilkår for danske veteraner. Mange af initiativerne er i dag afhængige af støtte fra Forsvaret, velgørende fonde m.v., og der er et begrænset antal midler til rådighed.

”Derfor glæder vi os til at byde velkommen i de historiske rammer på Kirkepladsen i Kastellet til en kæmpe fejring af de danskere, der gennem tiden har været udsendt til verdens brændpunkter på vegne af os alle sammen”, siger Niclas Bardeleben, der tidligere har været ansat ved Den Kongelige Livgarde og i dag er daglig leder af Veteranfonden, der står bag Engage Festival.

På mange måder er Engage en festival som så mange andre med et stærkt musikprogram.

”Veteranfonden har afholdt festivalen siden 2017 og hvert år præsenteret noget af den bedste musik, som kongeriget har at byde på. Den tradition holder vi fast i, når vi i år bl.a. præsenterer Calby, Magtens Korridorer, Annika Aakjær og The Savage Rose”, siger Niclas Bardeleben.

Det er veteraner som står bag Engage festivalen.

 

Håber på overskud

”Vi gør det for at styrke veteransagen i Danmark og samle så mange mennesker som muligt til en stor fest, hvor alle er velkomne. Ved at deltage i Engage Festival er man således ikke bare med til en forrygende fest – man er også med til at støtte et godt formål”, siger Niclas Bardeleben.

””Vi vil gerne styrke veteransagen ved at fremme information, anerkendelse og fællesskab på tværs af veteraner og ikke-veteraner. Det gør vi gennem al vores kommunikation gennem konventionelle- og sociale medier, samt gennem selve afholdelsen af festivalen, hvor vi bl.a. har vores “Camp Engage”, som er et område, hvor diverse veteranaktører har boder og stande, hvor de fortæller, forklarer og sælger deres ting. På den måde fungerer Engage Festival også som en samlende kraft i et ellers lidt fragmenteret veteranmiljø. Vi forventer også at festivalen vil generere et overskud, som i så fald vil gå til de mange frivillige initiativer, der arbejder på at skabe bedre vilkår for danske veteraner”, fortæller Niclas Bardeleben.

Det er den 2.- og 3. september at festivalen gæster Kastellet. Inden da har den været afholdt på Skive Kasserne.

 

De deltager

Program 2. september: Savage Rose, Katinka Band, Annika Aakjær. Den 3. september er det: Magtens Korridorer, Love Shop, Calby, Blæst, TBA.

Veteraner kommer som altid gratis ind ved fremvisning af veterankort og en gratis billet, som skal hentes på Engage festivals egen hjemmeside. Billetter i øvrigt købes via Ticketmaster.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*