Mia Chemnitz holder foredrag i København på festivalen Pakhusstrik om den unikke grønlandske uld.
De fleste strikkeglade kan spotte den bløde og moskus-uld på lang afstand. Det er et helt unikt og kostbart produkt, som giver vidunderligt varme resultater, 8 gange så varmt som lammeuld, siges det. Lørdag den 10. september kl. 14 vil Mia Chemnitz fra det grønlandske iværksætterfirma Qiviut fortælle om moskus-ulden, som er et af den arktiske naturs fineste produkter, når hun og Qiviut medvirker på den store årlige strikkefestival Pakhusstrik på Nordatlantens Brygge i hjertet af København.
Lang proces fra uld til garn
Qiviut så dagens lys for 14 år siden, hvor Mia Chemnitz mor, Anita Høegh, åbnede en butik i Sisimiut. 3 år efter fulgte butikken i Nuuk efter. Qiviut handler direkte med fangerne og sælger fra egen butik og webshop. At udnytte moskusuld synes helt oplagt, men processen fra den rå uld til det færdige garnprodukt er virkelig lang og tidskrævende. Den varme underuld gemmer sig under oksens lange dækhår og skal rives af med håndkraft. Bagefter følger en omfattende renseproces. Det siger noget om den ihærdighed, Qiviut har lagt for dagen, at virksomheden er blevet en succes, og i dag har kunder verden over. Moskusuld er kendt som det arktiske guld, og Qiviuts produkter prissættes da også efter hvor mange gram af den fine underuld, der er brugt.
Stand på festivalen
Også i år har Qiviut en stand på strikkefestivalen Pakhusstrik, hvor de forhandler deres lækre produkter side om side med garnproducenter fra Island, Danmark og Færøerne.
Pakhusstrik
Pakhusstrik er en årligt tilbagevendende begivenhed på Nordatlantens Brygge, hvor huset fyldes af strikkeentusiaster fra nær og fjern. Programmet spænder bredt lige fra strikkewalk, strikke-sejlads, strikkebanko og til foredrag om islandske førerfår og grønlandsk moskusuld. Hele weekenden igennem er der gratis adgang til huset og alle de spændende salgsboder, mens foredrag og andre arrangementer kræver billet.
Hvad: Qiviut og Mia Chemnitz på strikkefestivalen Pakhusstrik
Hvor: Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, Kbh K.
Hvornår: Foredrag med Mia Chemnitz lørdag den 10.september kl. 14-15. Onlinebilletsalg, Pakhusstrik: 9.-11.september. se mere her
Be the first to comment