Det kommende byggeri på Amager Fælled – Fælledby – vækker fortsat modstand hos Amager Fælleds Venner, Arternes Ambassade København og Danmarks Naturfredningsforening København. De har nu ifølge en pressemeddelelse politianmeldt kommunen.
Denne gang for at fjerne nogle bunker med kvas, som de mener udgør levesteder for stor vandsalamander.
”Fjernelsen af kvasbunkerne i Tornsangerland forringer Amager Fælled som habitat. Det er her en fjerdedel af hele bestanden bor, når de ikke yngler, siger Frej Schmedes i en henvendelse til Havnefronten. Han hævder at tale på vegne af stor vandsalamander og har udnævnt sig selv til deres artsambassadør.
I henvendelsen beskylder Frej Schmedes også kommunen for ”aftalt spil” og henviser til, at kommunen vil fjerne levesteder for bagefter at påstå, at der ikke var så mange store vandsalamandere at indfange og indrapportere.
Amager Fælled Venner har lidt en stribe nederlag i sagen om byggeriet på Amager Fælled, hvor der med Fælledby bygges på 5 procent af Fælledens areal – nemlig der, hvor der i dag er parkeringsplads, et konkursramt vandrehjem og så en gammel opfyldt losseplads. Samme areal hævder foreningen var blevet til unik natur.
Ud over politianmeldelsen har Amager Fælled Venner den seneste måned også anlagt sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet. Efter først at have været vildt begejstrede over, at bl.a. Miljø- og Fødevareklagenævnet midlertidigt stoppede byggeriet af Fælledby på Amager Fælled – mens de tyggede sig gennem sagens akter – så er Amager Fælled Venner så sure på det samme nævn, så de har anlagt sag mod nævnet og vil have retten til at stoppe byggeriet.
Be the first to comment