Margretheholms havn har fået en ny bro

Af Jesper Schou Hansen

 

Arbejdet med Lynetteholmen skrider frem, og nu er arbejdet med en ny klapbro ud for ind- og udsejlingen til Margretheholms havn også færdig.

Broen er lagt over åbningen i den nye dæmning, som er lagt uden på Margretheholms havn, og som er forbindelsesvej for de mange lastbiler, som skal til og fra det kommende Lynetteholm.

Som historisk og aktiv havneby har København en lang tradition for klapbroer, der binder byen sammen på tværs af havnen. Derfor er designet med en klapbro heller ingen nyhed i København.

Selve broklappen, der fremover hejses op, når broen skal åbne, måler 14,5 meter og har en vægt på 85 ton. For at få broklappen på plads, så krævede det blandt andet hele tre store kraner og to medarbejdere svævende højt oppe i luften, som skulle hægte broklappen fast i kranerne, forud for at den blev lagt på plads.

.

Klar i 2023

Det er entreprenør Munck Havne & Anlæg med underentreprenørerne Danpro Steel Construction og Svendborg Hydraulik, som By & Havn har valgt til at bygge broen.

Men selv om broen nu er monteret og testet, så går den nye klapbro først i drift næste år. Broen forbinder de to halvøer Kraftværkshalvøen og Refshaleøen, og den etableres, så sejlbåde i Margretheholms havn fortsat kan sejle ind og ud af havnen i forbindelse med, at Lynetteholm anlægges.

I modsætning til flere af broerne i København, så er klapbroen en bemandet bro, som ventes at blive taget i brug i foråret 2023, når Lynetteholm skal begynde at fyldes op med jord. Når broen går i drift, vil den være åben for fri gennemsejling i alle weekender og helligdage. På hverdage vil den være åben mellem kl. 16-07 samt kl. 10, 12 og 14 i løbet af dagen.

 

FAKTA: Klapbro nummer 12

I Københavns Havn er der i dag 11 klapbroer, som kan åbne og lukke.
Den nye bro ved Margretheholms havn bliver den 12. klapbro.
By & Havn åbner og driver i dag seks af broerne i havnen, men ejer dem ikke selv.
Broen ved Margretheholms havn bliver den første bro, som By & Havn både ejer og driver.
I alt har Københavns Havn cirka 82 broer. Særligt kendt er fx den ikoniske bro, Knippelsbro, hvis historie går helt tilbage til 1600-tallet.

 

2 Comments

  1. Hvorfor skal det være fuldstændig umuligt at finde åbningstider for denne bro? Brugt en halv time nu og det eneste jeg har fundet ud af, er at den hedder Bro nr. 12…

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*