Linje 7A bliver grønne og kører nu på el

Efter et længere tilløb er det lykkedes Movia at få også linje 7A over på el og det kommer beboerne på både Engholmene, Teglholmen og Sluseholmen til gode. For linje 7A betjener netop det område.

Af Anders Bo Petersen

 

Samtidig med linje 7A blev også 6A til elbetjent. Derfor er det slut med støj og udledninger fra linje 6A og 7A. Nye, miljøvenlige elbusser ruller i stedet ud på vejene i København – og faktisk også Frederiksberg, Rødovre, Gentofte og Gladsaxe Kommuner, hvor ruterne går igennem.

Selv mener Movia, at ”der er god fart i den grønne omstilling af Movias busdrift” selvom de grønne busser har ladet vente på sig i årevis. Det ikke alt for hurtige tempo skyldes de aftaler, som Movia har omkring busdriften.

Det er kommunerne og regionen, der har et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen kører på el. Samtidig har København, Frederiksberg og Gladsaxe Kommuner en målsætning om at alle byens busser kører på el senest i 2025.

 

46 busser til to ruter

At dække linjerne 6A og 7A kræver i alt 46 elbusser – for med lange linjer gennem byen, så kræver det et større antal at dække ruterne. Linje 6A kører fra Nørreport gennem blandt andet Indre By, Nørrebro og Bispebjerg til Buddinge, og linje 7A tager hver dag turen fra Ny Ellebjerg St. gennem Sluseholmen og Teglholmen og forbi Engholmene inden den via centrum kører til Frederiksberg til Rødovre. Med de to nye elbuslinjer kører 35 procent af Københavns Kommunes samlede buskøreplantimer emissionsfrit.

De nye elbusser giver hovedstadskommunerne en samlet CO2-besparelse på 3.300 tons årligt.

Elbusserne er desuden støjsvage. Med øget grøn omstilling bidrager København, Frederiksberg, Rødovre, Gentofte og Gladsaxe Kommuner og Movia samtidig til at indfri den nationale målsætning om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030.

“I København har vi et klart mål om, at alle buslinjer skal køre på el i 2025, så byens busser hverken larmer, sviner eller udleder CO2. Derfor er jeg glad for, at vi med to af byens centrale buslinjer tager næste skridt mod en grønnere bustrafik til glæde for vores klima, luft og københavnernes hverdag”, siger overborgmester i Københavns Kommune Sophie Hæstorp Andersen (Soc.)

 

Boks:

Om elbusser og udledning af NOx, partikler og CO2

Der er – ifølge Movia selv – god fart i den grønne omstilling i Movias busdrift. Ved udgangen af 2022 kører der 337 elbusser og en brintbus i Movias område. Det svarer til 25 pct. af Movias busser.

Linje 6A får 21 elbusser. CO2-udledningen i København, Frederiksberg og Rødovre Kommuner, som linje 6A kører i, mindskes med 1.200 tons CO2, 1,9 tons NOx og 12 kg partikler årligt.

Linje 7A får 25 elbusser. CO2-udledningen i København, Gentofte og Gladsaxe Kommuner, som linje 7A kører i, mindskes med 2.100 tons CO2, 3,4 tons NOx og 11 kg partikler årligt.

 

 

Miljøregnskab og EU-støtte

Movias miljøregnskab for 2020 viser, at Movia kan fastholde den fortsatte nedbringelse af udledningen af CO2, som i 2020 er reduceret med 43 pct. siden 2008. Udledningen af NOx er i samme periode reduceret med 84 pct., og har dermed udviklet sig mere positivt end forventet med en målsætning for 2020 på 75 pct. Samme gælder for partikeludledningen, som er reduceret med 88 pct. fra 2008 til 2020 mod en målsætning på 80 pct.

Movia har modtaget støtte fra EU’s ELENA-facilitet (under Horizon 2020-programmet) til at forberede omstilling af busser og havnebusser til eldrift.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*