Islands Brygges nye helhedsplan lagt i mølposen

Af Jesper Schou Hansen

 

Der var lagt op til, at den mere end 20 år gamle udviklingsplan for et centralt stykke af havnefronten i København, nemlig området fra Havneparken og videre forbi Bryggebroen og ned til A-huset, skulle have et serviceeftersyn.

Men sådan kommer det ikke til at gå. Med et snævert flertal har en ekstraordinær generalforsamling i Grundejerforeningen Havnestad forkastet projektet. Og dermed kommer der ikke til at ske noget i denne omgang.

Formand Thomas Kjellberg Christensen siger til Havnefronten, at han tager beslutningen til efterretning.

”Der var flere, der ønskede ændringer men altså lige præcis flere, der ikke ønskede, at der skulle udvikles en helhedsplan med borgeinddragelse som fremlagt af bestyrelsen. På den ekstraordinære generalforsamling var der forholdsvis stor enighed om, at især selve Havneparken udgjorde en udfordring i sommermåneder”, siger Thomas Kjellberg Christensen.

 

Havneparken fortsat et problem

Netop om sommeren har Havneparken gennem en årrække været omdannet til en festscene – især efter fremkomsten af soundbokse, der har betydet, at spontanfester har gjort aftenerne til noget af en prøvelse for områdets beboere.

”Der er jo ordinær generalforsamling i maj, og så må de, der har tanker om ændringer, jo komme med deres ideer, og så må generalforsamlingen tage stilling til det. Men som jeg oplever det, så er der ikke opbakning til helhedsplanen”, siger Thomas Kjellberg Christensen.

Ifølge Havnefrontens oplysninger skulle kun en enkelt af nejsigerne have stemt for, og så havde planerne om en ny helhedsplan været vedtaget.

Grundejerforeningen havde på forhånd søgt og fået økonomisk støtte fra Amager Vest Lokaludvalg, ligesom man på forhånd havde allieret sig med Gehl Architects, så man kunne gennemføre en grundig beboerinddragende proces. Men det bliver altså ikke til noget.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*