Af Mette Ydebo
Et splinternyt indgangsparti er næsten parat til at modtage gæster til Dansk Jødisk Museum på Slotsholmen, som i et års tid har været lukket pga. diverse indre og ydre forandringer. Portalen, der ligesom museets indmad er tegnet af den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind, har imidlertid været ”coronaramt”. Bl.a. har en sending granit ladet vente på sig.
Genåbningen af museet bliver derfor en forårsbegivenhed i etaper.
På selve museet finder den indledende fase sted fra den 23. marts, og det opsplittede går faktisk igen i velkomstoplevelsen.
Sejltur i sindet
En mand ror en jolle. Han har ryggen mod sejlretningen. Vandet omkring ham virker så mægtigt i forhold til den lille robåd. Men pludselig forandres omgivelserne, og manden ror ind i en by, mod en sporvogn, igennem et koncertarrangement og op over stenbroen i et krigsramt København.
Manden er jøde og hedder Josef og det, at han vender ryggen mod begivenhederne, bliver til et billede på, at han bevæger sig bagud i sit liv, ind i sin fortid. Det gør han hver nat. Det surrealistiske sceneri skyldes, at vi befinder os i hans erindringsglimt og i hans natlige drømme om dengang, han forsøgte at redde sin familie i 1943, men måtte flygte alene over Øresund, og om de elskede mennesker, som blev efterladt til en uvis skæbne blandt nazister i det besatte Danmark.
Se den på CPH Dox
Josef spilles af Jens Jørn Spottag i animationsinstruktøren David Adlers virtual reality-film ‘Nattens ende’, som Dansk Jødisk Museum under dokumentarfilmfestivalen CPH:Dox viser fra den 23. marts som ouverture til en udstilling senere i foråret. Publikum til filmen befinder sig bogstaveligt talt i samme båd som hovedpersonen, og den computerskabte virkelighed indebærer, at billede og lyd følger ens blikfokus 360 grader rundt.
Men uanset hvor man ser hen, tager man del i en flygtnings desperation, skyldfølelse, hjemløshed i sin egen hovedstad – og de livslange konsekvenser af samtlige dele. Historien bygger på autentiske øjenvidneskildringer fra danske jøder på flugt under 2. verdenskrig.
Ved sidste års filmbiennale i Venedig modtog Adlers fortælling prisen for bedste narrativ. For at gøre flugtoplevelsen endnu mere autentisk placeres museumsgæsten – efter instruktørens ønske – i en specialbygget robåd under forevisningen.
I et interview til Havnefronten sidste sommer lovede Dansk Jødisk Museums direktør, Janus Møller Jensen, at dørene i 2022 ville blive slået op til et moderniseret museum, hvor der er gjort brug af ny teknologi og nye formidlingsgreb. Som appetitvækker lægges altså ud med en film, hvor publikum skal bruge en VR-brille – og så at sige iføres hver sin biograf hen over ansigtet.
Lyden af ødelæggelse
Den amerikanske eksperimentalmusiker og komponist William Basinski stod en dag og nørklede med overførsel af sine gamle kompositioner fra båndruller til moderne, digital lyd. Han opdagede noget besynderligt. Efterhånden som båndene spilledes over, forvitrede de. Resultatet blev lydmæssigt en nærmest meditativ bølge af toner; lidt spøgelsesagtig, fordi den både er lyden af noget, som var engang, og en helt ny beretning om ødelæggelse. For en avantgardekunstner er den slags magisk.
Tilfældet ville, at Basinski under arbejdet med at anvende optagelserne i et kunstprojekt blev vidne til terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001. På den måde kom den musikalske ruin til at spejle hans samtidshistories enorme tragedie.
Dette sammenfald – i begge betydninger af ordet – blev til et værk med titlen ‘The Disintegration Loops’, som blev tilegnet ofrene for 11. september-katastrofen.
Kompositionens brudte, drømmende karakter er i sig selv perfekt som underlægningsmusik til David Adlers film ‘Nattens ende’, men ikke mindst det symbolske i værkets opkomst gør det velegnet som følgeskab til Josefs splintrede hukommelse.
VR-film på Dansk Jødisk Museum
23. marts – 3. april mellem klokken 11.00 og 19.45 viser Dansk Jødisk Museum David Adlers prisbelønnede virtual reality-film ‘Nattens ende’. Billetter a 60 kr. for voksne og 40 kr. for unge under 18 år kan købes via jewmus.dk. Museet fraråder filmen til børn under 12 år.
Filmen varer en time, og pga. en specialbygget kunstinstallation, som publikum befinder sig i under forevisningen, lukkes man ind i hold på tre ad gangen!
Mere om ”Nattens ende”
Er man interesseret i at høre om baggrunden for Adlers film – og navnlig om de etiske overvejelser, som er nødvendige at gøre sig, når man laver virtual reality af virkelige menneskers flugthistorier – er muligheden til stede under festivalen Historiske Dage.
Lørdag den 26. marts kl. 15.00 taler museumsinspektør fra Dansk Jødisk Museum Sara Stadager med filmens producer, Mikkel Skov.
Samtalen ”Hvilke briller?” finder sted i Øksnehallen, Halmtorvet 11. Billetter á 150 kr. kan købes via jewmus.dk
Be the first to comment