Hooked på Christianshavn: Fisk er frækt og lige på krogen

Hos Hooked på Christianshavn er der dømt fiske-hygge på mest afslappende vis. Her kan du glemme alt om sølvbestik og fisefornemme fornemmelser og i stedet nyde havets skatte som hyggelig comfort food i helt uformelle rammer.

Tekst og foto: Mikkel Bækgaard

Hvad gør man, hvis man er er englænder, bor i Danmark og elsker fisk? Og hvis man samtidig ikke rigtigt bryder sig om de udgaver af fish n chips, som bliver serveret rundt omkring i byen? Ja, så åbner man naturligvis sit eget sted, hvor der er fisk på menuen, og hvor den berømte engelske signaturret er lavet, så den er frisk, sprød og er mindre fedtet, end klassikeren ofte er det.

“Det var lidt sådan, Hooked startede i 2016, hvor jeg sammen med min ven Kasper Christensen startede en foodtruck”, fortæller netop engelske Matthew Jeffery.

De to venner elskede at tage på fisketure sammen, og det var i tilberedningen af deres fangst, at de fandt på, at de da ville lave et uformelt sted at spise fisk – et sted, hvor fisken var god og frisk, men samtidig helt nede på jorden.

“Dengang havde vi tre ting på menuen i vores foodtruck: Fish n chips, lobster rolls og en lakseburger. Det var det hele”, forklarer Matthew Jeffery.

Det blev således starten på Hooked, der siden blev til en restaurant på Nørrebro, inden de to venner udvidede konceptet med flere restauranter rundt om i byen – og hvor det seneste skud på stammen slog dørene op i oktober på Torvegade på Christianshavn.

 

Ingen hvide duge og fine fornemmelser

Det er netop i denne nye filial på Christianshavn, at Havnefronten har sat krogen i Matthew Jeffery til en snak om fiskelækkerier serveret på en ganske uformel og hyggelig måde. For lige præcis denne stemning skal spille en hovedrolle hos Hooked, slår stifteren fast.

Således er der her langt fra sølvbestik, hvide duge og fisefornemme tendenser, der ellers kan kendetegne mange klassiske fiskerestauranter – og i stedet er der her hos Hooked hvide klinker på væggene og et langt mere råt og storbyagtigt feel end på den klassiske fiskerestaurant.

“Det er et helt bevidst look. For os er fisk noget jordnært og noget, som alle skal spise. Med Hooked har vi lavet sådan et sted, hvor der er plads til alle, og hvor der skal være rart at være – sådan et sted, vi egentlig gerne selv vil spise“, lyder det fra Matthew Jeffery.

 

Krav om bæredygtig fisk

Men selvom rammerne kunne ligne en burgerbar, er Hooked ikke bare et fastfood-sted, slår Matthew Jeffery også fast.

“Vi vil rigtigt gerne være en rigtig restaurant, hvor man mødes og hænger ud og hygger sig – f.eks. inden en tur i byen eller bare med familien. Vi har nok tidligere været lidt for fastfoodagtige, nok også fordi vi startede som en foodtruck, men det er vi ved at lave om på. Vi er begyndt at have et vinkort og servere vin i rigtige vinglas, ligesom vi er ved at erstatte vores pap-service med rigtige tallerkener og bestik,” siger han.

For på trods af, at rammerne signalerer noget råt og uformelt, er der styr på både råvarer og etik hos Hooked, forklarer den engelske fiskeelsker. Maden er lavet fra bunden, og fisken er frisk. Og så er det et krav, at fisken er bæredygtigt fanget:

“Vi lægger rigtigt meget vægt på bæredygtighed, og vi har lavet en politik om, at al fisk skal være certificeret bæredygtigt. Det betyder blandt andet, at vi er blevet nødt til snart at sløjfe vores ellers populære calamari – altså blæksprutteringe – for det er ganske enkelt ikke til at skaffe blæksprutter, der er fanget ordentligt. Det har været en svær beslutning, som vi også har diskuteret med vores bestyrelse, men det er vigtigt for os at være tro mod vores idealer,” forklarer Matthew Jeffery.

Et andet bæredygtighedshensyn betyder også, at fisken i kædens fish n chips er lavet af mørksej og ikke torsk, som ellers er det mest populære valg.

“Vi har valgt at bruge en fisk, der minder meget om torsk, men som ikke er overfisket. Og de har stort set de samme kvaliteter og falder f.eks. i de samme flager”, slår Matthew Jeffery fast.

 

Pankosprød klassiker på mørksej

Det er dog ikke kun bæredygtigheden, der spiller en afgørende rolle. Det gør kvalitet og smag også. For selvom maden på overfladen kunne minde om fastfood, er den frisklavet og med fokus på den absolut bedste smagsoplevelse. Således bliver den ikoniske omgang fish n chips lavet helt anderledes, end hvad man gør de fleste steder.

“Når man traditionelt laver fish n chips, har man en batter, altså en flydende dej, som man dypper fisken i, inden den ryger i frituren. Vi bruger pankorasp i stedet, hvilket giver et sprødere resultat, som ikke bliver så fedtet. Vi marinerer også fisken i yoghurt i 24 timer inden tilberedning. Og vi bruger eddikepulver til vores pommes frites i stedet for lagereddike – så bliver det ikke så vådt,” forklarer han.

 

Lobster roll med generøse mængder hummer

Som englænder har Hookeds fish n chips naturligvis en stor plads i Matthew Jefferys hjerte. Men også stedets generøst store lobster rolls er han stolt af. Her bliver canadisk hummer serveret i et smørrigt briochebrød med lækker krydret mayonnaise, ristede løg og masser af fedtet velsmag.

“Lobster rolls er jo egentlig mere en amerikansk ting end en engelsk, men derfor elsker jeg det alligevel. Og jeg tror faktisk, at vi var de første i København til at servere den her særlige New England-ting,” forklarer han.

Således er der flere lækkerier at smage hos Hooked, der også byder på salater og bowls, ligesom man kan komme godt omkring hele menukortet på let tilgængelig måde. Og man kan tilmed sikre sig, at man ikke kommer til at tørste:

“Det er populært med vores menu, Hooked Feast, hvor man kommer omkring lidt af det hele. Og så er det også populært med vores all-you-can-drink-menu inden en aften i byen. Her er der frie drikkevarer i halvanden time ”, fortæller Matthew Jeffery.

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*