Havnefronten bliver en fuldt digital avis

Efter at have leveret trykt avis til København de seneste seks år overgår Lokalavisen Havnefronten til at være en fuldt digital avis med løbende nyheder.

 

Af Anders Bo Petersen

 

Tilbage i 2016 så lokalavisen Havnefronten dagens lys som ny trykt lokalavis, der skulle satse på lokaljournalistik og komme lidt længere bag om nyhederne end de fleste. Sådan lidt en hybrid mellem de traditionelle lokalaviser og dagbladene. Og det lykkedes.

Den ambition skal nu videreføres online. Derfor har avisen testet platformen det seneste lille år.

”I løbet af testperioden har vi opgraderet vores side, så man både har kunnet læse den fysiske avis online – i samme format – og fået flere og flere til at læse avisens historier på både computer, tablet og mobil. Vi er udkommet hver 14. dag på tryk, og det har betydet, at der har været rigtig mange historier, som vi ikke har kunnet være med på. For vi ville trykke gamle nyheder, når vi udkom. Vi kan nu med online platformen levere langt mere dagsaktuelle historier”, siger Jesper Schou Hansen, der de seneste år har været avisens redaktør.

 

Egne historier og vinkler

Han understreger, at avisen også fortsat skal opdyrke egne vinkler på historier og tage læserne med bag historierne.

”Der er nok en tendens i journalistik til blot at fortælle en historie. Også uden lige at komme spadestikket dybere og fortælle, hvad der ligger bag. Den ambition har vi, og den vil vi fortsat have. Selvfølgelig kommer ikke alle historier til at være fortalt med baggrund og perspektiv. Men væsentlige historier som f.eks. Lynetteholmen vil vi gerne forsøge at komme bag om i stedet for blot at køre en kritisk vinkel. Så vil vi undersøge, om der faktisk er noget om kritikken i stedet”, siger Jesper Schou Hansen.

 

Følg med online

Allerede nu kan Havnefrontens læsere følge med online på www.havne-fronten.dk. Det kan man også se på avisens læsertal, at mange allerede gør.

”Vi kan se en fin udvikling online, og at mange også allerede læser vores trykte avis online. Så udviklingen er helt naturlig. Vi er heller ikke ”first movers” her. Medier før os er gået online, og nye medier bliver startet digitalt. Så det er nok ikke overraskende, at det sker”, siger Jesper Schou Hansen, der heller ikke lægger skjul på, at også annoncegrundlaget spiller ind.

”Der er mange både offentlige og private virksomheder, der jo gerne vil have en masse gratis omtale, men som bruger ingen eller meget lidt på annoncering. Vi har så valgt at fortsætte online, men andre steder lukker aviserne. Og så er der ingen steder, at få den gratis omtale”, konstaterer Jesper Schou Hansen, som derfor også opfordrer til, at man husker at lokale medier kun udkommer, hvis der er kommerciel basis for dem.

Selskabet bag Havnefronten fortsætter med at være ejer af onlineudgivelsen.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*