Det sidste halvandet år har den amerikanske kok, Israel Karasik, solgt burgere fra en luge bag The Fat Pike på Islands Brygge. De er blevet så populære, at kokken og hans partnere nu har lukket The Fat Pike og i stedet snart åbner for en dedikeret burgerrestaurant i geddens tidligere lokaler.
Tekst og fotos: Mikkel Bækgaard
En god burger er ganske simpel. Den skal bestå af frisk, grofthakket oksekød med en seriøs fedtprocent, lidt hjemmelavede pickles og løg samt en god burgersauce lavet med blandt andet mayonnaise, krydderier og en anelse chili. Og så skal det hele samles i en blød bolle – måske med ost eller bacon i også.
Mere skal der egentlig ikke til – i hvert fald ikke, hvis man spørger den amerikanske kok, Israel Karasik, der står i spidsen på Fatty’s på Islands Brygge. Her har han de sidste halvandet år langet tusindvis af den amerikanske fast food-klassiker over disken til burgerhungrende bryggeboere.
“En burger er noget enkelt og genkendeligt for de fleste mennesker. Og det er en stor fornøjelse at lave noget, som alle kender så godt. Så kan vi arbejde for at gøre den så god som muligt. Det sker ved at udvælge de bedste råvarer og finde den helt rigtige balance”, siger Israel Karasik, da Havnefronten kigger forbi til en hyggelig burgersnak.
Blandt byens bedste burgere
Vi mødes i de lokaler, der indtil for nylig husede restauranten The Fat Pike, som Israel Karasik ligeledes stod i spidsen for. Her serverede han sammen med sine kolleger fisk og skaldyr efter amerikansk forbillede, men snart sker der nye ting i lokalerne.
The Fat Pike er nemlig lukket, og i stedet åbner snart Fatty’s som fuldblods burgerrestaurant samme sted. Indtil nu har Fatty’sn nemlig primært været et takeawaysted, hvor kunderne har fået udleveret deres burgere ved en luge på bagsiden af The Fat Pike, mens restauranten har været åben med det gamle koncept.
“Vi startede Fatty’s i foråret 2020 under den første coronalockdown. Her kunne vi kun sælge takeaway, og maden fra The Fat Pike kunne ikke rigtigt fungere på den måde. Så blev vi enige om at forsøge os med burgere, og da vi måtte åbne igen havde vi også et par måneder, hvor vi kørte Fatty’s som restaurant her i lokalerne. Vi forsøgte dog at genåbne The Fat Pike, som har været åbent lidt on-and-off her under coronaepidemien. Og i samme periode har vi så videreført Fatty’s som take away-koncept”, siger Israel Karsik.
Men nu har Israel Karasik og hans makker, den erfarne restauratør Torben Klitbo, som blandt andet er tidligere medejer af Cofoco-kæden, så endeligt besluttet sig for at lade den fede gedde dø og i stedet satse på de burgere, som er blevet mere og mere populære og roste.
“Vi er så heldige, at vores burgere er blevet nævnt i flere guider over de bedste burgere i København. Og når der er turister i byen, så oplever vi også, at en del virkelig gerne vil forbi for at prøve vores burgere”, forklarer burgerkokken.
Spændende for en amerikaner at servere burgere
For en amerikansk kok som Israel Karasik er det en spændende udfordring af lave burgere. For selvom kokken har lavet al mulig slags mad, herunder også avanceret gourmetmad, er det lige så fagligt tilfredsstillende at lave burgere til kunderne som alt muligt andet.
“For mig som kok er drivkraften at lave noget, som kunderne gerne vil have, og som gør dem glade. Det gælder, uanset om jeg laver topgourmet eller en burger. Jeg vil gerne lave noget, som folk gerne vil spise, og som de også har råd til. Samtidig er det en super spændende udfordring for mig som amerikaner at servere noget af den mad, jeg er vokset op med. Og hvor mange steder i København er det egentlig, at der står amerikanere bag de burgere, man spiser?” spørger Israel Karasik.
For burgerkokken handler glæden ved at lave burgere om hele tiden at forsøge at lave det bedst mulige produkt, uden at det hele skal være for kompliceret.
“Det handler om at finde ud af, hvor vi kan dreje på håndtagene, så det bliver lige den smule bedre. Hvis vi nu laver burgersaucen lige lidt anderledes? Eller hvis vi vælger den leverandør af oksekød i stedet for den, vi plejer at bruge? Det er super tilfredsstillende at lave et produkt, der er enkelt, men som stadig skal være virkelig godt – så godt som muligt, uden at det bliver overtænkt og overkompliceret”.
Flippermaskiner og cocktails
Indtil videre kører Fatty’s videre med at lange burgere ud fra lugen på bagsiden af restauranten, men snart er Israel Karasik også klar til at lukke burgersultne gæster ind i varmen i selve restaurantlokalet. Men hvornår, det præcist sker, er ikke helt på plads endnu, også selvom et godt bud fra Israel Karasik lyder på februar eller starten af marts.
Og når det sker, er Fatty’s burgere ikke længere kun forbeholdt at blive spist derhjemme. Så kan de nydes i det hyggelige lokale på Islands Brygge ledsaget af øl, cocktails og måske et slag pacman på en af de gamle spille- eller flippermaskiner, som Israel Karasik håber på at få sat op.
“Det bliver en super hyggelig burgerbar, det er vi sikre på. Og det bliver en rigtig burgerbar – ikke en fin restaurant. Men altså en burgerbar med personlighed og kant, og hvor folk har lyst til at hænge ud og måske hygge sig med nogle drinks og lignende. Samtidig fortsætter vi med at sælge burgere gennem lugen. Det betyder, at gæsterne inde i restauranten ikke hele tiden bliver forstyrret af kunder og Wolt-bude, der skal hente takeaway-burgere”, siger han.
Fatty’s
Burgerbar i Njalsgade, der i løbet af februar eller marts bliver til en regulær burgerrestaurant i The Fat Pike’s gamle lokaler. Indtil da sælger Fatty’s burgere som takeaway. På menuen er der fem forskellige burgere, herunder en vegetarburger med portobellosvampe samt pommes frites og dyppelse. www.fattys.dk
Be the first to comment