Af Louise Theilade Thomsen Gruppeformand for Venstre i Københavns Borgerrepræsentation
Venstre gik til de netop overståede budgetforhandlinger med et ønske om længere åbningstid i havnebadene i Københavns Havn – ikke bare en udvidelse af sommersæsonen med en måned eller to, men at kunne holde åbent hele året rundt. Og det kom vi igennem med.
De tre kommunale havnebade på Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen vil fra 2023 være åbne alle årets måneder – dog med undtagelse af april, hvor der vil være vedligeholdelse af havnebadene. I juni, juli og august, hvor der er flest besøgende, vil der fortsat være daglig livredning kl. 10:00-18:00, mens der resten af året ikke er nogen livredning – helt som vi kender det fra stranden.
Flere muligheder for lovlig badning
Der er en stigende interesse for at bruge havnebadene, og under corona-nedlukningen blev vinterbadning endnu mere populært. I dag er havnebadene aflåste udenfor sæsonen juni-august, og det er rigtig ærgerligt for de mange svømmeglade københavnere, der gerne vil bruge dem. Derfor har det været vigtigt for os at prioritere en åbning hele året, så københavnerne også har mulighed for at tage en dukkert en skøn sensommeraften eller et koldt gys en smuk vintermorgen.
Vi er så heldige i København, at vi kan bade i havnen lidt midt i byen, og det glæder mig meget, at det nu bliver muligt hele året rundt.
Be the first to comment