Tekst og foto: Jesper Schou Hansen
Da Rusland startede den storstilede invasion af Ukraine, var Havnefronten forbi Sergey Kovalyov, der til daglig bor på Sluseholmen med sin familie. Nu har vi besøgt ham igen, mange uger efter at Rusland skruede voldsomt op for krigen.
For selvom han ikke er flygtning – han er dansk statsborger – er han også ukrainer med russiske rødder – og voldsomt berørt af konflikten.
”Min mor på 67 år bor stadig hos os på Sluseholmen. Hun er pensioneret geografilærer, og vi må se, hvad der sker. Indtil videre bliver hun her”, fortæller Sergey, der kort inden invasionen havde overtalt sin mor til at komme på ferie hos familien.
”Vi er ikke de eneste, der har familie boende. Det har mange af vores venner også, og vi prøver så godt vi kan, at indrette os med er hverdag, for jeg tror ikke, at der her stopper lige med det samme. Vi har lige været en tur til Helsingør alle sammen”, siger han.
Sergey har sin søn – Arthur på otte – med. Vi er mødtes på Riccos kaffebar på Sluseholmen. Skråt over for familiens hjem. Han studerer ivrigt bogsamlingen og synes i øvrigt, at det var sejt at have været i avisen sidste gang. Han vil gerne med på et nyt billede, som de kan se henne i skolen. På den måde bliver krigen også bare en lille bitte mindre frygtelig.
Familie under beskydning
”I Kharkiv har vi stadig familie tilbage – bl.a. en onkel og tante, hvor min onkel er syg – og de hverken vil eller kan flytte. Jeg har yderligere en onkel og tante i Kharkiv, som også vælger at blive der. Min ene fætter er flyttet med sin familie fra Kharkiv – resten er der stadig. Vi vil ellers gerne have dem til mere sikre dele af Ukraine, for Kharkiv bliver stadig beskudt”, siger Sergey, der er helt opdateret omkring de russiske besættelsestroppers bevægelser i Ukraine.
”Det begynder at blive mere sikkert i nogle dele af Ukraine. Og nogle af mine ukrainske bekendte taler om, at de tager tilbage, men det er farligt”, siger Sergey og viser billeder af ødelagte hjem i Irpin – lige uden for Kiev. Lejligheden er blevet ramt af stykker fra artillerigranater. Og selvom det ikke er en direkte træffer, så er vennens lejlighed totalt ubeboelig. Og før det hele er undersøgt for miner, så er det farligt at flytte ind i boligerne.
Hvis der ikke er kamphandlinger, så er der massive flygtningestrømme. Sergeys søster bor i Oleksandriia, hvor der i øjeblikket er fuldt af flygtninge. Det er midt i landet og mange flygter i øjeblikket fra det østlige Ukraine, hvor man frygter de næste russiske angreb kommer. Efter massakren og overgrebene i bl.a. Bucha er der ikke mange, der ønsker at blive fanget bag de russiske linjer.
Russisktalende vender sig imod Rusland
”Rusland har virkelig fået vendt mange eller russisktalende i Ukraine imod sig. Ingen vil have Rusland der”, siger han og retter sig selv: ”Selvfølgelig er der altid kollaboratører”, siger han og fortæller, hvordan han oplever, at flere herboende fra Ukraine, der ellers havde russisk som fælles sprog, simpelthen holder op med at tale russisk.
”De vil ikke associeres med det, Rusland gør mod Ukraine. Det hjælper selvfølgelig ikke på krigen, at de ikke længere taler russisk derhjemme. Men det handler også om identitet og på alle områder at sige fra”, siger Sergey, der selv overvejer, om de derhjemme også helt skal droppe det russiske.
”Vi har talt russisk derhjemme, men som så mange andre, så overvejer vi, om vi skal holde op med at tale russisk. Altså som et statement. Det er jo ikke, fordi det hjælper, men identiteten er også vigtig”, siger Sergey.
Han er så småt begyndt at arbejde mere igen. Også selvom arbejdspladsen har givet både hjælp og støtte, så vil han gerne arbejde noget mere. For ifølge Sergey, der er software-developer, så hjælper det også at fokusere på noget andet end det, som det er så uendelig svært at gøre så meget ved.
Han har gennemlæst denne artikel, inden den gik i trykken.
Be the first to comment