Et vindue til 400 års historie på Christianshavn

I denne uge udkommer nyt kulturhistorisk værk om vejnavne og gadeskilte på Christianshavn.

 

Af Lis Hylander

Foto: Otto Stenov

 

Der skulle gå næsten 400 år, før humanisterne holdt deres indtog på Christianshavn og fik opkaldt et gadenavn efter sig. Hammershøis Kaj er selvfølgelig opkaldt efter den verdensberømte maler Wilhelm Hammershøi, som i mange år boede i Strandgade.

Men først i år 2000 opstod Hammershøj Kaj, en stille brostensbelagt gade ved kanalen. I 1996 overgik samme ære Eik Skaløe, en af dansk rockmusiks store kultfigurer, som har lagt navn til pladsen foran Rytmisk Musikkonservatorium. Men Kommunens beslutning blev udsat for voldsom offentlig debat: Hvordan kan man opkalde en plads efter en mand med en fængselsdom for euforiserende stoffer, og som tog sit liv som 25-årig?

Ellers er det skibsredere, forretningsfolk og store erhvervsmatadorer, der har lagt navn til de fleste gader i bydelen. Udover selvfølgelig Christian d. 4., som grundlagde Christianshavn for 400 år siden og lod flere gader opkaldt efter familiemedlemmer. Fx. Dronningens Gade, Sofiegade og Prinsessegade.

Kunsthistorikeren Ove Bjørn Petersen har endnu en gang skrevet et omfattende værk om sit elskede Christianshavn. ”Hvem var de” er en minutiøs gennemgang af gadenavne og vejskilte i bydelen. Og det er Christianshavns Lokalhistoriske Forening & Arkiv, som står bag udgivelsen.

”Jeg fik ideen til bogen, da jeg slog mig fast ned på Christianshavn for 10 år siden. Jeg var nysgerrig efter at finde ud, hvad gadenavnene betød, og hvor de stammede fra”, fortæller Ove Bjørn Petersen.

Det var ikke blot gadenavne, men også gadeskilte, der vakte forfatterens nysgerrighed. På Christians d. 4’s tid kunne folk ikke læse og havde svært ved at finde vej. I begyndelsen af 1500 tallet blev det således påbudt at opsætte et skilt uden for sin forretning, der tydeligt beskrev, hvilket erhverv der blev drevet her. Guldsmeden havde en ring, skomageren en støvle og bageren en kringle. Og mange af disse skilte kan man stadig se på Christianshavn. Og dermed bliver historien om Christianshavn også almindelige menneskers historie og i høj grad kulturhistorie.

 

De 30 mænd

Men bogens hovedfokus er fortællingen om de 30 mænd, ”som eftertiden fandt betydningsfulde for Christianshavnerne, udvalgt af personer, som selv følte sig betydningsfulde ved at kunne træffe sådanne valg og fravalg. De skabte den lokale kongerække sammen med ligesindede”, som forfatteren selv formulerer det. Og ikke en eneste kvinde fandt nåde for deres prioritering. Og samme skæbne overgik store kulturpersonligheder som salmedigteren N.F.S. Grundtvig, polarforskeren Greve Eigil Knuth og billedhuggeren Robert Jacobsen.

For Ove Bjørn Petersen er gadenavne og gadeskilte lig med kulturhistorie. De åbner et vindue til 400 års historie. Der er fortællingen om Carl Christian Burmeister, som stiftede firmaet Baumgarten og Burmeister, som senere blev til B&W. Den største arbejdsplads på Christianshavn nogen sinde. Og historien om skibskaptajn Hans Krøyer, som blev født på Langeland, og hvis eftermæle i dag lever videre på Nordatlantens Brygge. For blot at nævne et par stykker. Ove Bjørn Petersens bog er en skatkiste af sære og sjove historier og et væld af informationer om Christianshavns historie, som aldrig før er blevet fortalt.

I bogens sidste kapitel ”Genvej til historien” kommer forfatteren med et lille hjertesuk.

”Gentrificeringen (når man forvandler et beskedent boligområde til et dyrt kvarter) har sin pris. Alt bliver mere af det samme og alle mere ens. Men har man tid, og har man øjne og ører åbne, da viser der sig en anden og meget mere nuanceret verden af levende mennesker. Unge og gamle, bumser og velhavere, studerende og pensionister, kirkefolk og bargæster. Når man kommer i kontakt med dem, åbner der sig en anden virkelighed – og ikke sjældent med et historisk tilbageblik”, siger Ove Bjørn Petersen.

 

Om bogen

”Hvem var de” er på 208 sider med 86 fotos i farver og et bykort. Bogen koster 125 kr., og for medlemmer er det halv pris. På fredag d. 25. marts kl. 15.30 kan man møde forfatteren på Christianshavns Bibliotek.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*