En klassiker til strandstolen, en bog til ørerne på vandreferien, en novelle til ventetiden i lufthavnen. Læsekampagnen #barelæse opfordrer danskerne til at læse sammen på tværs af kontinenter og læsemåder. Sådan skriver Christianshavns Bibliotek i en pressehenvendelse.
Sommeren kan endelig byde på franske caféer, sydeuropæiske strande, schweiziske bjergtoppe og balinesiske spaophold, og selvom verdenen kalder, kan fantastiske læseoplevelser heldigvis findes overalt.
Ferielæsning kan både være endelig at få tid til den store tykke roman, som hverdagens stjålne læsestunder ikke giver plads til, eller binge sig igennem en hel stak. Måske er man mere til lydbøger, når man har lange rejsedage, eller også holder man allermest af at være hjemme i ferien, men rejse ud i verden igennem bøgerne. Bøger er vores kig ind i andre verdener og andre menneskers livserfaringer. Man kan læse for at blive klogere eller koble af med noget velkendt. Uanset hvilken type ferie-læser man er, så kan alle #barelæse hele sommeren.
Konkurrencen #barelæse inspirerer til nye læsestunder og genopfrisker litteraturens former via et kæmpestort læsefællesskab på Instagram. Ved at dele dine bedste læsestunder under hashtagget #barelæse på Instagram kan du inspirere til gode læsesituationer, der forstærker fordybelsen, glæden, indsigten og nærværet, samtidig med at deltage i konkurrencen om at gå amok i en boghandel for 3.000 kr.
Alle, der kan lide at læse, kan deltage i konkurrencen ved at dele sine bedste læsestunder under hashtagget #barelæse på Instagram. Konkurrencen løber fra den 15. juni og frem til den 15. august, hvorefter vinderen kåres af en jury.
Juryen består af jurist og iværksætter Mary C. Namagambe, kendt på Instagram som @maryconsolatanamagambe, livsstilsekspert og foredragsholder Anne Glad @anneglad_officiel, samt leder af Roskilde Bibliotekerne og instagrammer bag profilen @librarylovestories, Christian Lauersen.
Forkvinde for juryen, Mary C. Namagambe, fortæller hvorfor hun har sagt ja til at stå i spidsen for #barelæse:
“Jeg vil gerne have flere mennesker til at læse bøger end at bruge tid på Instagram, så når jeg deler mine læseoplevelser online, er det for at inspirere andre til at læse mere. Bøger gør os klogere på hinanden, men også på os selv og på verden omkring os. De kan vise os en bedre eller værre verden og give os forskellige løsninger på vores problemer. Det er en af grundene til, at jeg elsker at læse.”
Be the first to comment