Tekst og foto:
Mette Ydebo
Der var dresscode i 1800-tallets børs, da industriens og finansverdenens spidser blev foreviget af selveste skagensmaleren P.S. Krøyer i Christian IV’s ikoniske bygning med dragespiret på Slotsholmen.
De sortklædte mænd med høje hatte betalte for at stå model. Jo mere fremtrædende en placering man havde på billedet, des højere var prisen.
Maleriet blev et af Krøyers arealmæssigt største. Det hedder ‘Fra Københavns Børs’, stod færdigt i 1895 og hænger i Børsens Bibliotek med udsigt til den sal, der danner ramme om de halvtreds herrer. De er ens klædt. De udgør et fællesskab af initiativ og fremgang. Og så adskiller mere end en fjerdedel af dem sig fra majoriteten ved at være af jødisk herkomst.
Som led i dette års udgave af Jødisk Kulturfestival – der fejrer 400-året for jødisk liv i Danmark – kan man besøge maleriet og få historien om både dets tilblivelse og skikkelserne på det.
Meget dansk – og meget jødisk
Mindst et par af de portrætterede jøder skrev danmarkshistorie.
Store, smilende, skæggede Philip Heyman lagde grunden til vores landbrugseksport af bacon og smør. Sammen med landets fremmeste industrimand, C.F. Tietgen, opkøbte han svineslagterier og benyttede muligheden for eksport til det britiske marked, så snart det lod sig gøre i 1862.
De to startede også Tuborg-fabrikkerne, som Heyman fra 1880 var direktør for. Han koncentrerede virksomheden omkring ølproduktion og lancerede pilsnerøllet, som blev populært hos det københavnske publikum.
Pudsige forretningstiltag for et menneske, som tog sin jødedom overordentlig seriøst, og som trods adskillige opfordringer stolt nægtede at konvertere til kristendommen. Bacon er no-go for en jøde. Det samme gælder for kød i selskab med mælkeprodukter. Og så er jøder ikke just kendt for alkoholkonsumption.
Et andet nationalt fyrtårn hed Isak Glückstadt. Han var bankuddannet og blev i 1872 direktør for den nystiftede Landmandsbanken, som han gjorde til Danmarks største bank. I løbet af hans 38 år på posten blev banken også medstifter af ØK, Østasiatisk Kompagni. Sideløbende og indtil sin død fungerede Glückstadt tillige som formand for Mosaisk Troessamfund, det nuværende Jødiske Samfund i Danmark.
Eventyrdigterens nære ven
“Ja, vidtfra kommer brevet med gratulation/til søde, lille Marie i egen person/ …/Din moder læser det for dig, hun er dog din bedste ven/din anden ven er din fader, din tredje er Andersen”, rimede eventyrdigteren i 1869 som fødselsdagshilsen til sit hjertebarn Marie Henriques.
De beslægtede jødiske familier Henriques og Melchior var H.C. Andersens nærmeste venner de sidste femten år, han levede. Hos sidstnævnte blev han tilmed passet, mens han døde. Eventyrgeniet fra Odense er naturligvis ikke med på Børsen, men han er en væsentlig del af beretningen om den jødiske Henriques-familie.
Martin Henriques var søn af en rig vekselerer og fortsatte selv i pengebranchen med vellykket køb og salg af værdipapirer. Han var gift med Therese Abrahamson, en dygtig pianist. Takket være hende var kunstnerisk interesse en naturlig del af hjemmet. H.C. Andersen lærte parret Henriques at kende via balletmester Bournonville og opnåede et varmt venskab med både børn og voksne. Navnlig det yngste barn, Marie, var glad for den lange mand med historierne. Som lille kaldte hun ham “Anders” og sig selv “Anders’ kæreste”.
Uanset hvor i verden den berejste digter befandt sig, forsømte han aldrig korrespondancen med familien. Alle breve fra hans hånd opbevaredes i slægten Henriques og er i dag tilgængelige i bogform.
Fra hver sin minoritetsbaggrund ankom digteren og finansfyrsten til hinanden og til landets eksklusive elite. Og på Krøyers maleri er der mange flere minoritetsfortællinger om bidrag til almenvellet med indbygget personlig succes.
Foredrag om P.S. Krøyers maleri i børsbygningen
I forbindelse med årets jødiske kulturfestival kan man 8. juni høre om Skagensmaleren P.S. Krøyers berømte maleri ‘Fra Københavns Børs’. Man mødes med foredragsholderen kl. 9.15 foran Børsens indgang på Slotsholmen. Arrangementet er gratis, men med tilmelding på malgorzata@danhaifa.dk efter ‘først til mølle’-princippet. Der er plads til 25 deltagere.
Be the first to comment