I weekenden samlede tusindvis af danskere ind til Røde Kors’ arbejde for, at ingen skal stå alene. I København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner blev der indsamlet i alt 985.583 kroner, og Christianshavn og Islands Brygge stod for mere end 37.000 af dem. Det samlede resultat på landsplan blev 13 millioner kroner.
“Vi er meget glade for resultatet og taknemmelige for, at så mange mennesker valgte at bruge deres søndag på at hjælpe andre. De indsamlede penge går blandt andet til at sikre, at ingen skal stå alene i forbindelse med krig og katastrofer ude i verden og herhjemme i Danmark. Vi møder hver dag mennesker med behov for støtte i vores sociale indsatser i hovedstadsområdet. Derfor et stort tak herfra til både indsamlerne, de frivillige som får indsamlingen til at fungere og til de mange, som har doneret penge”, siger Trine Steffensen, som er projektleder for landsindsamlingen hos Røde Kors Hovedstaden.
Levering af indsamlingsbøtter gav mindre frafald
Som noget nyt havde Røde Kors Hovedstaden i år valgt at levere indsamlingsbøsserne direkte til de tilmeldte indsamlere i ugen op til indsamlingen. Det skulle gøre det lettere at komme af sted og få samlet ind, og det virkede – hele 78 procent af de tilmeldte indsamlere gik en tur i det fine søndagsvejr.
“Vi har desværre oplevet, at op til halvdelen af de tilmeldte indsamlere ikke er mødt op tidligere år. Hver indsamler sikrede i gennemsnit 1.340 kroner til hjælpearbejdet, så vi er meget glade for at se, at indsatsen med at gøre det nemt at komme i gang med sin rute har været en succes”, fortæller Trine Steffensen.
Be the first to comment