Brug for at få styrket bibliotekerne

Af Jesper Schou Hansen

 

De betjente åbningstider på bibliotekerne passer alt for dårligt til alle de, der har et arbejde. Det siger Marianne Olsen, der selv i en årrække har arbejdet som bibliotekar og som er medlem af Christianshavns Lokaludvalg.

”På bibliotekerne rundt omkring i København er det efterhånden umuligt at opstøve en bibliotekar efter kl. 17, hvor arbejdsramte borgere typisk vil have tid og mulighed for at opsøge biblioteket. De fleste biblioteker har et vindue mellem 13 og 17, hvor du, hvis du er heldig, kan få personlig betjening”, siger Marianne Olsen.

Selvom der er mulighed for en selvbetjeningsløsning, så er det langt fra optimalt.

 

Få hjælp på biblioteket

”Det bør være muligt at få faglig kompetent vejledning omkring godt oplæsningsmateriale til dine børn, at få forslag til den første selvstændige læsning, få hjælp til opgaveskrivning såvel i folkeskole, til ungdomsuddannelser som til faglig eller videregående uddannelse. Du skal kunne få kompetent personlig vejledning til at holde din uddannelse ved lige, til at få kulturelle læseoplevelser igennem hele livet og særlig vejledning, hvis du på et tidspunkt får brug for hjælpemidler til din læsning. Og du skal kunne få denne assistance, når det passer ind i din hverdag og din virkelighed, ikke kun digitalt eller i et afmålt tidspunkt i hverdagen mellem 13 og 17”, siger Marianne Olsen.

Ifølge hende er åbningstiderne for selvbetjening fra 8 til 20 -nogle endda længere – utilstrækkelige.

 

Lav lokale biblioteksgrupper

” Så hvorfor opretholder vi overhovedet de fysiske biblioteker. Jo, vi har en bibliotekslov, som foreskriver, at hver kommune i DK skal have et bibliotek med fri og lige adgang til oplysning og kulturel oplevelse. Smukke ord, som fastslår, at bibliotekerne skal fungere som en kilde til viden, kultur og dannelse”, siger Marianne Olsen.

Hun er nu sammen med en række andre på Christianshavn gået ind i en biblioteksgruppe.

”Vi inviterer til dialog med lokalbiblioteket og igennem dem at nå såvel ledelse som politikere. Jeg opfordrer alle, der er glade for deres bibliotekstilbud eller har et ønske om at få indflydelse på udviklingen på området til at organisere sig i biblioteksbrugergrupper. Jeg er overbevist om, at personalet vil tage imod jeres initiativer med kyshånd, og ved, at vi i hvert fald i Christianshavns biblioteks-brugergruppe altid ser med glæde på nye medlemmer af brugergruppen”, siger Marianne Olsen til Havnefronten.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*