Af Jesper Schou Hansen
Hvordan skal fremtidens Lynetteholm taget sig ud? Det er et rigtig godt spørgsmål, og nu har en række borgere, indbudt af Christianshavns Lokaludvalg, givet deres bud på, hvilke emner der skal belyses nærmere.
Det er følgende syv emner:
- tæt by versus spredt by
- udformningen af den indre perimeter
- trafikprognoser
- rejsetider ved de foreslåede metrolinjer
- cykelinfrastruktur
- muligheden for underjordisk infrastruktur inden jordopfyldning
- behovet for at styrke og uddybe projektets klimakomponent
Ønskerne kommer efter at Christianshavns Lokaludvalg i denne omgang har afholdt to møder om Lynetteholm, hvor man blandt andet hørte Jens Kvorning, arkitekt og professor ved Det Kongelig Akademi, arkitekturafdelingen, Otto Anker Nielsen, ingeniør og professor ved DTUs transportafdeling, Karsten Arnbjerg-Nielsen, ingeniør og professor ved DTU Sustain og Michael Løvendal Kruse, naturgeograf og medlem af Danmarks Naturfredningsforenings hovedbestyrelse.
Lynetteholm er vedtaget ved lov i Folketinget af et bredt politisk flertal og skal opfylde en række formål. Allerede inden loven var vedtaget, havde Københavns Borgerrepræsentation besluttet sig til at etablere en kunstig ø uden for Refshaleøen. Det skyldes de store mængder jord, som kommunen modtager fra byggerier i om omkring København. Og efter Nordhavn var opfyldt, var der brug for et nyt sted.
Samtidig har København brug for at bygge yderligere stormflodssikring, og derfor kan jorden bruges til det formål.
Endelig giver den stadigt voksende by problemer med den kollektive trafik og antallet af boliger. Noget Lynetteholm også bidrager med at løse, da der både skabes boliger, en havnetunnel samt mere metro.
Be the first to comment