Almene boligselskaber skal stå for plejehjem i Jernbanebyen

Af Jesper Schou Hansen

 

Det bliver formentlig enten Samvirkende Boligselskaber (SAB), Boligselskabet AKB, København eller Fsb, der skal stå for det kommende plejehjem, der skal opføres i Jernbanebyen, som er det område, der ligger bag Fisketorvet og Dybbølsbro.

I hvert fald er det de tre almene boligselskaber, der nu skal være med til at udvikle den sydøstlige del af Jernbanebyen. Det sker i partnerskab med Baneby Konsortiet og statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme.

Hvem af de tre, der i givet fald skal stå for plejehjemmet, er endnu ikke afgjort. Det bekræfter to af de almene boligselskaber over for Havnefronten.

”Pt. er vi ikke klar over, hvilken boligtyper vi skal bygge i Jernbanebyen. Vi afventer en proces med selskabet bag”, siger Lone Zeeberg Nielsen, der er bygge- og udviklingschef hos Fsb.

Og tilsvarende toner lyder fra KAB.

”Vi afventer ligesom Fsb den videre dialog med udviklingsselskabet bag Jernbanebyen”, siger Rolf Andersson, der er Udviklingsdirektør hos KAB.

 

Forhøring og miljøkonsekvenser

Andre dele af projektet skrider imidlertid fremad. Således har Københavns Kommune netop offentliggjort en høring om ”afgrænsning af miljøkonsekvensvurderingen”. Det kan f.eks. være bemærkninger til, hvilke miljøpåvirkninger, der skal indgå i vurderingen samt viden om lokale forhold, der skal tages hensyn til i miljøkonsekvensrapporten, skriver kommunen i offentliggørelsen.

Høringen kommer, fordi de tre grundejere, DSB Ejendomsudvikling A/S, Freja Ejendomme A/S og Baneby Konsortiet (NREP) har indsendt en ansøgning om at starte med at lave en miljøkonsekvensvurdering (VVM) for projektet. Der udarbejdes samtidig kommuneplantillæg og lokalplan samt miljøvurdering af planerne.

Formålet for grundejerne er uændret at udvikle en del af Godsbaneterrænet kaldet ”Jernbanebyen” til boliger, erhverv, butikker, folkeskole, et plejehjem, boldbaner, parker mv.

Formålet med miljøkonsekvensrapporten er at belyse de væsentlige miljøkonsekvenser afledt af projektet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*