9.-klasser på Københavns Christianshavn og city-skoler ligger 0,7 point over landsgennemsnittet

Jakob Næsager, Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune. Foto: Heine Pedersen

Karaktererne fra folkeskolens afgangsprøver i sommeren 2022 viser, at elever fra folkeskolerne i København city og på Christianshavn ligger pænt over landsgennemsnittet. Det viser en ny opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Årets afgangsresultater bør – ligesom de to seneste skoleår – tolkes med varsomhed og ikke sammenlignes direkte med resultater fra tidligere år, da elevernes afgangseksamen både i 2020, 2021 og igen i år blev ændret på grund af den tabte undervisning under Covid19-pandemien.

Det er især i fagene mundtlig dansk og mundtlig engelsk, eleverne klarer sig flot med karakterer, der ligger 0,8 og 1,3 karakterpoint højere end i resten af landet, og for matematik uden hjælpemidler er det 0,9 karakterpoint.

-Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg ser, hvor godt det går med afgangselevernes faglige præstationer i år. Jeg er også stolt på folkeskolernes vegne, over at de ligger højere end landsgennemsnittet – både for elever af familier, hvor forældrene har korte uddannelser, men også elever af højtuddannede forældre. Det viser, at vores lærere gør et rigtig godt stykke arbejde, og at byens folkeskoler er for alle, siger Børne- og Ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jakob Næsager (K).

Den Classenske Legatskole er en af de folkeskoler, som over en lang årrække har leveret rigtig flotte resultater på afgangs-karaktererne, og det er blandt andet resultatet af en vedholdende indsats, som er understøttet af kommunale tiltag heriblandt læringssamtaler og timer til faglige løft i 7., 8. og 9. klasse, fortæller skoleleder på Den Classenske Legatskole, Lars Rye Vadmand.

– Vi har i København et mål om, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Det lykkes vores dygtige lærere rigtig godt med, fordi vi arbejder ud fra et fælles fokus på trygge fællesskaber og børnenes trivsel fagligt og socialt. Traditionelt set er der en del familier i Indre By, der vælger privatskole til deres børn. Jeg synes, Den Classenske Legatskole, sammen med vores andre folkeskoler i København, viser, at vi er et virkelig godt bud på familiernes førstevalg, siger han.

.

Skoleindskrivning i gang

Netop nu kan forældre til de børn, der fylder seks år i 2023, skrive deres børn op til næste års skolestart, og skolerne holder informationsmøder, hvor forældrene kan møde skoleledere og det team af lærere, der til sommer står klar til at tage imod de kommende 0. klasser.

.

Illustration: Karaktergennemsnit ved 9.-klasses afgangsprøve i 2022 – obligatoriske prøver på folkeskoler i København City

.

FAKTA: Særlige forbehold for årets resultater

I 2022 har prøverne igen (som de seneste to år) været påvirket af særlige regler ifm. med covid19.

Dette er markeret med en stiplet linje.

.

I 2022 blev følgende prøver afholdt i 9. klasse:

  • Skriftlig dansk (retskrivning, læsning og skriftlig fremstilling)
  • Skriftlig matematik (uden hjælpemidler og med hjælpemidler)
  • Mundtlig dansk
  • Mundtlig engelsk
  • De resterende prøver blev aflyst.

.

I 2021/22 blev de afsluttende standpunktskarakter ophøjet til prøvekarakter, hvis standpunktskarakteren var højere end prøvekarakteren. Det samme gjorde sig gældende for de aflyste prøver.

.

Informationsmøder om skoleindskrivning på folkeskolerne i København City og på Christianshavn

Christianshavns Skole 9. nov. 17.30 – 19.00
Den Classenske Legatskole 9. nov. 17.00 – 18.00

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*