Vestjyde er flyttet til Engholmen: Her mødes storbypuls og følelsen af naturens vidder

Jacob Hedegaard Christensen, der er filialdirektør i den københavnske afdeling af Ringkøbing Landbobank.

I København er der diversitet, masser af liv og højere til loftet. Derfor skiftede Jacob Hedegaard Christensen og hans familie for seks år siden livet i vestjyske Ringkøbing ud med stenbro og hovedstad. Og på Engholmen har de nu fundet deres helt rette hylde, tæt på både byliv og udsyn til natur, vidder og vand.

Tekst og foto:

Mikkel Bækgaard

Kan man både have højt til himlen, udsyn til vandet, være tæt på vild natur og samtidig på kort tid kunne cykle på arbejde i indre by og nyde godt af storbyens mange tilbud? Og kan man virkelig skifte livet i det vestligste Vestjylland ud med en dagligdag i vores hektiske hovedstad?

Ja, er svaret hos Jacob Hedegaard Christensen, der arbejder som filialdirektør i Ringkjøbing Landbobanks afdeling i København. Han rykkede sammen med sin kone og to børn for seks år siden teltpælene op fra et liv ved Ringkøbing Fjord for i stedet at bo i København.

Og det var – modsat de fleste, som rykker på tværs af landet – ikke jobbet, der fik Jacob og hans familie til at skifte landlivet ud med storbyen. Det var derimod lysten til at bo i hovedstaden med alle dens tilbud, facetter og særheder.

 

Tiltrukket af storbyen

“Vi havde det sådan set rigtigt godt i Ringkøbing og Vestjylland, hvor jeg og min kone stammer fra. Men vi havde en følelse af, at der var højere til loftet i København og en større diversitet af mennesker. Vi kunne godt tænke os det her med, at man kan gå en tur uden nødvendigvis at møde folk, man kender. Og ville gerne vise vores børn en verden, hvor folk er meget forskellige og lever på meget forskellige måder – og det må man sige, at vi fandt på Vesterbro, hvor vi først slog os ned”, fortæller Jacob Hedegaard Christensen, der først efter beslutningen om flytningen var taget, fik sig et job i Arbejdernes Landsbank – et job, der siden er skiftet ud med en stilling som filialdirektør i københavnerafdelingen af Ringkjøbing Landbobank.

I første omgang var det på Vesterbro, at Jacob Hedegaard Christensen og hans familie slog sig ned. Men i efteråret flyttede de ind i en lejlighed i første række til vandet på det nybyggede Engholmen bag Fisketorvet – et område, han virkelig har taget til sig.

 

Noget særligt over vand

“Der er noget helt særligt over at være ved vandet. Vandet er jo meditation i sig selv, og vi bruger vandet rigtigt meget – både om sommeren og om vinteren. Jeg er fx med i en vinterbadeklub. Det er skønt, selvom vi mangler en sauna herude”, griner han.

Samtidig holder han af, at man her både har fornemmelsen af at bo i storbyen og samtidig er tæt på naturen.

“Herude – og fx også på Sluseholmen, hvor vi boede en kort overgang – kan vi få det bedste fra to verdener. Vi er tæt på byen, og det er nemt at hoppe på cyklen og cykle til arbejde og det hele, og vi er samtidig tæt på naturen, himlen og vandet. Det er nemt at komme ned til Sydhavnstippen og Fælleden”, fortæller Jacob Hedegaard Christensen, der elsker sit liv i København og ikke forestiller sig at skulle flytte tilbage til Vestjylland igen lige foreløbig.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*