Af Mikkel Bækgaard
Da verdens hundrede bedste restauranter for nylig blev udråbt ved en event i belgiske Antwerpen var hele tre af restauranterne at finde i Havnefrontens område. Noma toppede for fjerde gang listen, mens Alchemist og Amass ligger henholdsvis nummer 58 og 89.
Hvis du vil have noget af verdens bedste mad, så behøves du ikke gå langt. Tre af verdens 100 bedste restauranter ligger nemlig i Havnefrontens område – i hvert fald hvis man henviser til mediet World’s 50 Best, der for nylig – trods navnet – kårede verdens hundrede bedste spisesteder.
Noma viste vejen
Mest omtalt blev selvfølgelig Noma, der for fjerde gang på 11 år var at finde som nummer et på listen, og derfor kan kalde sig selv verdens bedste restaurant. Men også Alchemist og Amass er at finde på listen som henholdsvis nummer 58 og 89.
Listen bliver normalt præsenteret en gang om året – men holdt pause i 2020 på grund af coronaepidemien – og bliver til på baggrund af en lang række kokke, journalister og andre madporfessionelle, der stemmer på deres yndlingsrestauranter. Og det er vel at mærke restauranter, som de skal have besøgt indenfor de seneste år, for at de kan stemme på dem.
Og at komme til tops på World’s 50 Best-listen kan have en stor indflydelse på en restaurant. Således oplevede Noma fx i 2010, da de første gang blev nummer 1, at deres bookingsystem gik ned på grund af antallet af forespørgsler om reservation.
Udover de tre restauranter i Havnefrontens område er endnu en københavnerrestaurant at finde på listen på en prominent placering. Geranium i Parken på Østerbro blev nemlig nummer to.
Be the first to comment