Sydhavns metro bliver formentlig dyrere

Den allerede forsinkede Sydhavnsmetro, der skal forbinde Hovedbanen med Fisketorvet, Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg bliver dyrere. Det skriver bestyrelsen for Metroselskabet, der angiver corona som årsagen.

 

Af Jesper Schou Hansen

 

Sydhavnsmetroen skulle åbne i 2023. Det bliver 2024. Prisen skulle tilbage i 2014 være 8,6 milliarder kroner. Den bliver også højere. Men hvor meget har Metroselskabet ikke meldt ud.

I en orientering skriver bestyrelsen således, at metroen til ”Sydhavn …har været udfordret af en række ekstra krav og restriktioner som følge af Covid-19 med blandt andet karantæneregler og hyppige tests. Trods de ekstra udfordringer, det giver i planlægningen og afviklingen af det daglige arbejde, er det lykkedes at holde byggeriet i gang, men der er en risiko for, at der vil være ekstraomkostninger forbundet hermed”.

Sammen med entreprenøren har Metroselskabet bl.a. etableret egne testfaciliteter på byggepladsen, så medarbejderne siden maj 2020 har kunnet blive testet løbende. Dermed er det lykkedes at holde arbejdet i gang – om end ikke på fuld kraft perioden igennem.

 

Nået milepæl

Der er også gode nyheder omkring den kommende metro. Begge de to kinesiske tunnelboremaskiner, der har de dansk klingende navne Inge og Olivia, er nu færdige med arbejdet, og dermed er Sydhavnsmetroen M4 nu forbundet med Cityringen M3.

Forude venter de næste par års arbejde med skinnelægning, klargøring af stationer samt testkørsel, inden M4 Sydhavn i 2024 kan slå dørene op for de første passagerer.

De fem nye metrostationer i Sydhavn bliver en udvidelse af den eksisterende metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over City. Når M4 Sydhavn åbner i 2024, bliver den sydlige del af København koblet på metronettet, og turen fra Ny Ellebjerg til Rådhuspladsen vil blot tage 10 minutter. Den nye metrostrækning bliver 4,5 kilometer lang og får cirka ni millioner passagerer om året.

 

Glad overborgmester

”Når den nye metrolinje til Sydhavnen åbner, vil det betyde et kæmpe løft af den kollektive trafik i vores by. Både områder langs havnen, ved Ny Ellebjerg og ikke mindst det klassiske arbejderkvarter ved Mozarts Plads bliver bundet endnu bedre sammen med resten af byen. Det er endnu et skridt mod et grønnere og mere socialt København”, siger Københavns overborgmester, Lars Weiss (Soc.).

Når den nye metrolinje til Sydhavn og Valby åbner i 2024, får hovedstaden fire fulde metrolinjer i drift og et stort, samlet metronet med forventede 174 millioner årlige passagerer.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*