På Sluseholmen Skoles midlertidige adresse på Elværksvej oplever man, at de otte parkeringspladser forbeholdt skolens lærere bliver optaget af andre fordi p-kontrollen mangler. Det giver store udfordringer i hverdagen for de lærere, der pendler i bil og må flytte bilen konstant.
Af Mikkel Bækgaard
Hvad gør man, hvis man arbejder som lærer på Sluseholmen Skole og pendler i bil langvejs fra? I den oplagte verden parkerer man naturligvis på en af de otte parkeringspladser ved skolen, som er forbeholdt skolens lærere.
Problemet er dog, at disse parkeringspladser ofte bliver besat af andre end lærere. Det oplever Jonas Lund Mathisen, der er medlem af skolebestyrelsen på Sluseholmen Skole, der, indtil skolens bygninger på Sluseholmen 8A er færdigbyggede i 2024, har midlertidigt til huse på Elværksvej 8 ved Engholmene.
“Vi oplever, at parkeringspladserne konstant bliver optaget af enten beboere i området eller af håndværkere, der arbejder på metrobyggeriet lige ved siden af. Der mangler offentlige parkeringspladser i området, hvor det meste parkering foregår mod betaling i parkeringskældre. Og da der aldrig er parkeringskontrol herude, er der ingen sanktioner overfor de, der optager de pladser, der ellers er forbeholdt skolens personale”, siger Jonas Lund Mathisen.
Må flytte bilen hvert kvarter
Udover de otte parkeringspladser til lærerne råder skolen også over ti plader til på– og aflæsning af skolens børn, hvor der en er tidsbegrænsning på 15 minutter. Og når der ikke er pladser ledige til skolens lærere, må de i stedet ty til at parkere på af– og pålæsningspladserne – eller til tidsbegrænsede pladser med en-times parkering ved en nærliggende boligblok.
“Det betyder, at lærerne skal ud at flytte deres biler hele tiden, hvilket forstyrrer undervisningen. Ellers også får de skolelederen til det, som de giver nøglerne til, som så bruger store dele af sin dag på at flytte biler for sine lærere. Og det jo ikke særligt holdbart”, mener Jonas Lund Mathisen, der frygter at dårlige parkeringsforhold kan gøre det svært at tiltrække og fastholde kvalificerede lærere til skolen:
“7 ud af 18 ansatte på skolen bor udenfor København, så der er mange, der er påvirket af problemet. Samtidig er den midlertidige skole ikke stationsnær, så der er ikke let adgang til kollektiv transport”, mener Jonas Lund Mathisen, der samtidig oplever parkeringskaos på en i forvejen trafikeret vej med mange lastbiler på grund af metrobyggeriet ved siden af.
Parkeringspladser gør en skole attraktiv
Hvem der har ansvaret for den manglende parkeringskontrol på skolens parkeringspladser, er det ikke lykkedes for Havnefronten at få afklaret inden deadline. De omkringliggende veje er private fællesveje, hvorfor de ikke er Parkering Københavns ansvar – og om den konkrete parkeringsplads ligger på skolens matrikel og derfor giver skolen mulighed for f.eks. at opstille bomme, der kan holde uvedkommende ude fra parkeringspladsen, er det ikke lykkedes at få endeligt afklaret. Havnefronten har spurgt både Teknik– og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltning, der er ansvarlige for selve skolebygningerne, men ingen af stederne er det lykkedes at få et svar.
Til gengæld er man fra politisk side opmærksom på problemet og er interesseret i at finde en løsning – både på det konkrete problem og på det generelle spørgsmål om hvorvidt det er kommunens ansvar at sikre tilstrækkelige parkeringspladser og god offentlig transport for pendlere.
Således lyder det fra konservatives medlem af Borgerrepræsentationen, Jakob Næsager, at man gerne ser flere parkeringspladser i forbindelse med skolerne.
“Det er et stort problem at få faguddannede lærere til skolerne, hvor en fjerdedel af lærerne ikke er uddannede. Antallet af parkeringspladser har klart indflydelse på, om de dygtige lærere vil tage et job i København eller i stedet vælger et job i Hvidovre. Samtidig synes vi generelt, der skal bygges flere parkeringspladser til skolerne, der jo også er lokale medborgerhuse, hvor idrætsforeninger og lignende også bruger lokalerne”, siger Jakob Næsager.
Man skal kunne bruge offentlig transport
Hos Socialdemokraterne på rådhuset er man også interesseret i at skolerne skal være attraktive arbejdspladser for pendlere. Men her vil man først og fremmest fokusere på bedre offentlig transport.
“Grundlæggende er min holdning, at det mest optimale er, at folk kan komme på arbejde ved at pendle ud og ind af byen med offentlig transport. Men der er jo steder med ekstraordinære situationer, som ikke er særligt godt dækket, og der må vi se, om ikke vi kan gøre det bedre – f.eks. med flere busser, metro og lignende. Men der kan være selvstændige udfordringer, og der må vi gå ind og se, om vi kan reservere nogle parkeringspladser”, siger Niels Bjerrum fra Socialdemokraterne, der har stilet en forespørgsel til Børne- og Ungeforvaltningen og Teknik– og Miljøforvaltningen på baggrund af en henvendelse fra godt 80 forældre fra Sluseholmen Skole.
Han fremhæver i øvrigt, at antallet af parkeringspladser ved offentlige institutioner som f.eks. skoler er afhængig af, hvor stationsnært et byggeri, der er tale om.
Be the first to comment