Som kabinechef hos SAS har Mads Guldager hele verden som sin arbejdsplads. Det udnytter han, når han med sit kamera i hånden fotograferer løs – både i fjerne egne og lige rundt om hjørnet fra sin lejlighed på Sluseholmen. Nu udgiver han en storstilet fotobog med sine bedste fotos.
Tekst: Mikkel Bækgaard. Fotos: Mads Guldager og Mikkel Bækgaard
Selvom man har et fuldtidsjob som purser (kabinechef) hos SAS og flyver verden rundt flere gange om ugen, kan man godt være en meget dygtig fotograf. Det er 56-årige Mads Guldager fra Sluseholmen et godt eksempel på. Han er nemlig så dygtig og flittig med sit kamera, at han har lavet flere udstillinger, solgt fine artprints af sine billeder og nu er på vej med en over 300 sider lang fotobog.
“Jeg har altid fotograferet og arbejdet med det kunstneriske – helt siden, jeg var barn. Jeg har altid mit kamera med mig, og det er en stor fornøjelse for mig at tage billeder og se, hvad der kan komme ud af det. Jeg har ofte en ide til et foto, når jeg går ud, men det er sjældent det, jeg kommer hjem med. Der sker altid noget uventet. Det er nok det, jeg virkelig elsker”, siger Mads Guldager, da Havnefronten kigger forbi til en snak i hans lejlighed på Sluseholmen.
Her er han lidt groggy, for han har fløjet hele natten og har nu fri.
“Jeg ankom til New York i forgårs, sov på et hotel og fløj så hjem igen, hvor vi landede her til morgen. Sådan er det at arbejde som kabinepersonale på et fly. Jeg når ikke at få jetlag, fordi kroppen ikke når at omstille sig til den nye tid. Men derfor kan man godt være træt efter en lang flyvetur med to serveringer”, forklarer han.
Besøgt New York måske 100 gange
Selvom opholdet denne gang var kort i New York, nåede Mads Guldager at dyrke sin store passion, nemlig fotografi.
“Jeg nåede en tur til Brooklyn for at tage billeder. Der har jeg været mange gange, så jeg kender byen. Det er en fordel ved mit arbejde, at jeg altid kommer tilbage. Jeg har måske været i New York 100 gange, så jeg ved, hvor de gode steder er. Det er noget andet, end hvis man er journalist eller lignende, som skal nå at fotografere det hele på meget kort tid. Jeg har ikke travlt – og det er jo også bare min hobby”, siger den flyvende fotograf, der alligevel tager billeder på et meget højt niveau, som virkelig imponerer Havnefrontens – ligeledes fotograferende – udsendte.
Faktisk er niveauet så højt, at Mads Guldalder løbende sælger prints til interesserede og har haft flere udstillinger med sine billeder.
“Men fotografi er ikke mit arbejde. Jeg elsker mit arbejde hos SAS: At flyve og rejse og servicere mennesker om bord på flyet. Det har jeg gjort i over 30 år og er stadig ikke træt af det. Men jeg elsker også at tage billeder, og det er måske netop, fordi det ikke er mit arbejde. At jeg her selv bestemmer, har frihed, og ingen kræver noget. Jeg kan fotografere lige det, jeg har lyst til”, forklarer Mads Guldager.
Sluseholmen fylder meget
Der er taget billeder overalt i verden med Mads Guldagers kamera. Men trods mange eksotiske motiver og destinationer ligger et af hans yndlingssteder at fotografere lige uden for døren. For Sluseholmen har en særlig plads i hans hjerte – både personligt og fotografisk:
“Sluseholmen er et fantastisk sted. Her er der nogle kontraster, hvor ting støder sammen. Det nye møder det gamle, og for mig er det et af de smukkeste steder i København. Her er så mange motiver, mønstre og kontraster. Alle turister i København burde tage herud for at nyde lyset, kanalerne og bygningerne”.
Og derfor fylder Sluseholmen også meget i den bog, som Mads Guldager om få uger udgiver med fotos.
“Det er en bog på over 300 sider med fotos – og stort set kun fotos. Der er ikke så mange ord, bortset fra et par forord – blandt andet fra mit store idol, krigsfotografen Jan Grarup. Og den her bog, den er virkelig mit hjertebarn, som jeg glæder mig så meget til at vise verden”, siger Mads Guldager.
Mads Guldager
Autodidakt fotograf, der fotograferer landskaber, byer og mennesker over hele verden. Han arbejder som såkaldt purser hos SAS og kommer derfor verden rundt. Den 19. november udgiver han fotobogen IMPRESSIONS | EXPRESSIONS med sine fotos. Han sælger også prints af sine fotos. Læs mere og se fotos på www.madsguldager.com.
Be the first to comment