Så er Sluseholmens nye sundhedshus åbnet
Apoteket er flyttet ind, de praktiserende læger er flyttet ind, og det samme er smerteklinikken – så nu kan man for alvor byde indenfor i Sluseholmens sundhedshus.
”Vi har været i gang med at udvikle Sundhedshuset Sluseholmen i mere end fem år. Vi er overbeviste om, at det smitter positivt af på vores sundhedsfaglige samarbejde, når vi deler
omklædningsrum og spiser frokost sammen hver dag. Dermed kan vi tilbyde en bedre behandling og oplevelse for husets brugere”, fortæller Susanne Bendixen, ejer af Sluseholmens Apotek, som ligger i sundhedshusets stueetage, og primus motor på projektet.
Sundhedshusets læger, apotekere og medarbejdere vil løbende undervise hinanden i deres
arbejdsmetoder, ligesom de vil dele den nyeste viden inden for deres specialer.
”Det betyder, at lægen ved præcis, hvad der sker hos mig på apoteket, når lægen sender en patient ned til mig. Og fordi vi er så samarbejdede, vil patienten opleve, at vi har talt sammen om
vedkommende. Det handler kort sagt om den oplevede værdi for den enkelte patient,” forklarer
Susanne Bendixen.
Og både den konkrete og den oplevede effekt af husets samarbejde vil blive fulgt op af forskning – i form af patientinterviews og måling af behandlingsresultater – i samarbejde med Syddansk
Universitet og Københavns Universitet.
Der er ingen kommunale kroner i sundhedshuset, selvom sundhedshuse netop er en kommunal prioritering.
Be the first to comment