Roklub ved Tømmergraven utilfreds med ny bro – kommune og By & Havn åbner for dialog

Tekst og foto: Mikkel Bækgaard

 

En nybygget gang– og cykelbro, der endnu ikke er indviet, har skabt utilfredshed hos Københavns Roklub, der har klubhus ud til Tømmergraven. Broen vil nemlig føre cyklister og gående direkte ind over roklubbens bådeplads, og det kan føre til farlige situationer, når roklubbens medlemmer rigger de store både til.

“Broen fører fra de nybyggede områder på Nobelholmen ind på Roklubbens område og over til Tømmergravsgade på den anden side af klubbens areal. I lokalplanen er der nemlig lagt op til, at der skal være fri passage langs vandet. Det, mener vi dog, vil give potentielt mange farlige situationer, når cyklister og gående krydser området, mens vores medlemmer er ved at gøre vores op til 18 meter lange både parat”, siger Flemming Pedersen, der er næstformand i Københavns Roklub.

En roklub består af et bådehus, en bådeplads, hvor bådene opholder sig på vej op og ned fra vandet, og en adgang til vandet. Og når bådene er ude, er der ikke plads til passerende cyklister, forklarer Flemming Pedersen:

“Bådpladsen i Københavns Roklub er designet sådan, at den har samme længde som bådehuset og ikke længere. Det betyder at vores både spærrer hele længden mellem bådehus og vand af, når de er på vej op og ned fra vandet – det er dér, hvor cyklister og gående samtidig skal kunne passere på tværs”.

 

Vil have broen flyttet

Det er By & Havn, der ejer grunden, som Roklubben har til huse på. Og de har hidtil ikke været lydhøre over for Roklubbens bekymringer og opfordringer om at få broen flyttet ca. 60 meter, så trafikken bliver ført om bag roklubbens klubhus og ud på Theodore Roosevelts Vej og Fiskerihavnsgade.

“Selvom broen er bygget, vil det ikke være den store sag at flytte den, men det har hverken By & Havn eller Københavns Kommune været lydhøre over for. De har i stedet henvist til hinanden”, mener næstformanden, der i starten af maj sammen med resten af sin bestyrelse sendte et brev til Københavns Kommune, By & Havn og medlemmerne af Borgerrepræsentationen for at beklage sig over situationen.

I brevet skriver roklubben blandt andet:

“Med omkring 4.000 nye beboere på Nobelholmen og Tangholmen imødeser vi en heftig krydsende myldretidstrafik, hvor de, som går eller cykler på arbejde, på grund af broens placering, vil være i deres gode ret til at bruge vores idrætsplads til gennemkørsel. Da der opstod en lignende problematik ved Amager Ro- og Kajakklub på Islands Brygge, blev lokalplanen for området ændret således, at den cyklende trafik helt blev ført bag om roklubben”.

 

Åbner for fortsat dialog

Selvom både Københavns Kommune og By & Havn indtil nu har afvist at ændre broens beliggenhed, åbner de nu begge for dialog med roklubben – også selvom broen måske ikke bliver flyttet. Således fremgår det af et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen, at man evt. kan se på andre og mindre indgribende muligheder end at lukke denne del af havnepromenaden helt af for offentlig færdsel.

“Det kunne fx være, at der blev etableret forskellige former for chikaner, som hindrer eller forsinker cyklister, så de bliver opmærksomme på, at roklubben har ”fortrinsret” i forbindelse med bugsering af både mv., eller at der bliver færdsel for gående, mens cyklister ledes uden om arealet. Et muligt næste skridt kunne derfor være drøftelser om, hvordan færdslen gennem området kunne tilrettelægges med mindst mulige gener for roklubben”, står der i notatet.

Og også By & Havn er nu blevet mere lydhøre over for en dialog og en god løsning på problemet for alle parter. Således skriver kommunikationschef for By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen i en mail til Havnefronten:

”Vi er ærgerlige over, at Københavns Roklub ikke føler, vi har været lydhøre overfor deres udfordringer. Vi har hele tiden været i dialog og stillet os til rådighed for at diskutere sagen og har bl.a. været på besigtigelse af området for at finde løsninger. Vi har bl.a. diskuteret en række alternative løsninger i stedet for at flytte den lokalplanlagte bro, som roklubben ønsker. Vi vil derfor igen tage kontakt til Københavns Roklub for at komme nærmere på nogle af disse tiltag, som kan være med til at skabe bedre forhold for både roere og bløde trafikanter i området”.

 

Tror ikke på halv løsning

Tilbage i roklubben glæder man sig over, at myndighederne udviser lydhørhed over for fortsat dialog. Men næstformanden tror ikke på, at man kan finde en holdbar løsning uden rent faktisk at flytte broen.

“Jeg har svært ved at se en løsning – fx med chikaner – fordi promenadeadgangen samtidig skal være handicapvenlig, og så er det begrænset, hvor meget de kan stoppe eventuel cykeltrafik. Vi påskønner deres ønsker om, at cyklerne skal opfordres til ikke at cykle hen over pladsen, men vi har svært ved at se det fungere i praksis. Og så frygter vi, at der bliver trængsel på den jordlod, som vi trods alt har benyttet i roklubben i mere end 100 år”, siger Flemming Pedersen, der nu også får opbakning fra Venstre i Borgerrepræsentationen. Det fortæller Heidi Wang (V), der har foranlediget, at der er fremsat et medlemsforslag om, at man bør se på mulighederne for at flytte broen.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*