Der ser nu ud til at være en løsning på vej for de lærere på Sluseholmen Skole, der oplever, at de parkeringspladser, der ellers er forbeholdt dem, bliver taget af andre. Børne– og ungdomsborgmesteren oplyser i et brev til skolen, at man arbejder på at opsætte parkeringsbøjler – og at man vil bede Parkering København om p-kontrol.
Af Mikkel Bækgaard
Lærerne på Sluseholmen Skole, der har midlertidigt til huse på Elværksvej 8, har oplevet store problemer med, at de ikke kan parkere ved skolen. De har nemlig oplevet, at de otte parkeringspladser, som ellers er forbeholdt lærerne, stort set altid er optaget af uvedkommende – blandt andet af håndværkere fra den nærliggende metrobyggeplads.
Men nu ser der ud til at være en løsning på plads for de parkeringsudfordrede lærere. Børne- og Ungdomsforvaltningen har nemlig fået at vide fra Teknik– og Miljøforvaltningen, at der ikke er noget til hinder for, at man kan sætte såkaldte parkeringsbøjler op ved de forbeholdte parkeringspladser. Dermed forventer forvaltningen, at man kan begynde at opsætte bøjlerne i første kvartal af 2022. Det oplyser børne– og ungdomsborgmester Jesper Christensen i et brev til skolen.
“Min forvaltning oplyser mig om, at de arbejder med at etablere parkeringsbøjler på de parkeringspladser, der er forbeholdt skolens personale. Samtidig med at der etableres parkeringsbøjler, sørger forvaltningen for, at der bliver sat skilte op med påbud om, at det ikke er tilladt at parkere uden for båsene. Forvaltningen forventer, at både parkeringsbøjler og skiltning er på plads i løbet af 1. kvartal af 2022”, skriver borgmesteren blandt andet i brevet.
Parkeringskontrol på vej
Den nyhed vækker glæde hos Jonas Lund Mathiesen, der er medlem af skolebestyrelsen for Sluseholmen Skole.
“Det er virkelig fedt, at der nu kan blive sat bøjler op i første kvartal. Vi fik det i første omgang at vide fra Teknik- og Miljøforvaltningen, at det var muligt, hvorefter vi så måtte kontakte Børne– og Ungdomsforvaltningen. Det er jo dejligt, at der sker noget, selvom det undrer os lidt, at man ikke taler sammen på tværs af forvaltningerne, før vi kontakter dem”, siger Jonas Lund Mathiesen.
Samtidig glæder man sig i skolebestyrelsen over, at der nu også ser ud til at blive parkeringskontrol på området – også ved skolens korttidsparkering, hvor forældre kan aflevere deres børn. For ud udover problemerne ved de forbeholdte parkeringspladser til lærerne, har man oplevet, at korttidsparkeringspladserne ved skolen også er blevet optaget af biler, som har parkeret her meget længere end de 15 tilladte minutter – og at der ikke har været parkeringskontrol på parkeringspladsen, der ligger på skolens grund.
Således oplyser børne- og ungdomsborgmesteren ligeledes i sit brev til skolen, at man vil kontakte Parkering København for at få dem til at håndhæve de gældende parkeringsregler i skoletiden.
“Hvad angår de pladser, der er forbeholdt korttidsparkering i visse tidsrum morgen og eftermiddag, kontakter Børne- og Ungdomsforvaltningen Parkering København med henblik på at håndhæve gældende parkeringsregler. Parkeringskontrollen vil være afgrænset til de to tidsrum med parkeringsbegrænsning, således at parkeringspladserne fortsat kan anvendes uden for skolens åbningstid som foreskrevet i Københavns Kommune”, skriver borgmesteren til Sluseholmen Skole.
Be the first to comment