Det sidste byggefelt på Artillerivej – no 159 – kommer ikke til at stå ubebygget længe. For Københavns Kommune har netop udstedt byggetilladelse til to fire etagers ejendomme med i alt 35 lejligheder. Det viser byggesagsdokumenter, som Lokalavisen Havnefronten har fået fra Teknik- og Miljøforvaltningen.
De to ejendomme får en lang række stuelejligheder med tilhørende fuld kælder, mens de øvrige lejligheder kommer til at have ret store altaner.
Naboerne på den side af Artillerivej adskiller sig markant fra det øvrige nybyggeri. Det er nemlig et dæk center på den ene side og KFUMs sociale boliger på den anden side. De boliger, der har udsigt væk fra Artillerivej får dog en fantastisk og ugeneret udsigt ud over Amager Fælled.
I modsætning til de fleste af de nye byggerier, så er det hverken en af de store pensionskasser eller developere, som står bag dette byggeri. Det er derimod selskabet selv, der har indgået en aftale med en endnu ikke offentliggjort investor, som senere overtager hele projektet.
Drømmer du om at købe en sådan lejlighed, så er du allerede for sent ude, for investor ønsker pt. at beholde bygningen som udlejningsbyggeri, fortæller Frederik Wiidau, der er partner i projektet.
”Det bliver et meget spændende byggeri – eller rettere to byggerier. For det bliver to selvstændige bygninger. Vi har undersøgt mulighederne for at lave en stor bygning, men både grund, afstandskrav etc. gjorde, at vi endte på denne mulighed”, siger Frederik Wiidau.
Inden selve byggeriet går i gang, så skal jorden graves væk, da der på grunden har været forurenende virksomhed. Det tæller blandt andet en møbelsnedker, der nok har forurenet begrænset.
”Der lå et galvaniseringsværksted, som også bearbejdede de danske mønter i tiden hvor der var møntproduktion i Danmark (det foregår i dag i Finland, red.). Det har givet noget forurening og det er den forurening, som vi nu får gravet væk inden vi starter selve byggeriet”, siger Frederik Wiidau.
Byggeriet vil tage cirka 16-18 måneder af fuldfører fra støbningen går i gang.
”Vi håber, at vi er færdige omkring august/oktober 2022. Det afhænger lidt af hvornår vi får lov at gå i gang efter oprensning på grunden”, siger Frederik Wiidau.
1 Comment
Det byggeri skiller sig ud. Helt særlig beliggenhed. Det bliver spændende at følge