Ny bryggebro skal på tegnebrættet

Der er fuld gang i byggerierne på begge sider af havnen. Men endnu mangler 1,5 millioner kroner til en foranalyse af en cykel- og gangbro. Foto: Havnefrontens arkiv.

Af Jesper Schou Hansen

 

Flere partier vil have en ny bro over havneløbet. Senest er det Venstre i Københavns Borgerrepræsentation, der har henvendt sig til teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Enh.) vedrørende en såkaldt ’stibroforbindelse’ over havneløbet fra Enghave Brygge til Islands Brygge.

Og ideen er langt fra ny. Stibroforbindelsen over havneløbet fra Engholmene til Islands Brygge er omtalt allerede i forbindelse med lokalplanerne for Enghave Brygge og for Artillerivej Syd.

Der er bare hverken fundet finansiering fra developerne eller afsat kommunale midler til projektet. Faktisk ved politikerne ikke, hvor meget en broforbindelse til fodgængere eller cyklister vil koste.

At der hverken findes tegninger eller en foranalyse bekræfter borgmesterens embedsmænd. I et svar til politikerne skriver embedsmændene således, at første skridt vil være at lave en foranalyse, der er ”indtænkt som en mulig forbindelse i lokalplanerne 494 Enghave Brygge og 410 Artillerivej Syd med tillæg 1-2. Der er ikke inden for disse områder (hverken Enghave Brygge eller Islands Brygge Syd) indgået aftale om medfinansiering eller bidrag fra grundejere”.

 

Vi må have tal på bordet

For at kunne gå videre med arbejdet, skal der foretages en foranalyse, som ifølge kommunens embedsmænd vil undersøge stibroforbindelsens ruteføring og gennemføre en miljøanalyse, byrumsanalyse og fodgænger- og cykeltrafikanalyse. På baggrund af foranalysens resultater kan der efterfølgende udarbejdes budgetnotat på konkret anlæg af broen.

”Det er rimelig vigtigt, at vi kommer i gang med det arbejde. De to bydele nærmer sig færdiggørelse, og det samme gør Sydhavnsmetroen. Så det vil være nu, vi skal have det her på plads”, siger Venstres medlem af Teknik- og Miljøudvalget Flemming Steen Munch.

Til Budget 2021 blev der fremlagt budgetnotat til en foranalyse af stibroforbindelsen, men dengang blev der ikke afsat midler, og derfor vil det kræve, at et af de politiske partier beder om et nyt budgetnotat, der kan indgå i de kommende politiske budgetforhandlinger.

Tidligere har de radikales Mette Anneli Rasmussen også talt varm for en stiforbindelse, dog uden at få overbevist et flertal om ideen.

 

Efterspørgslen er der

Det forventes, at en ny cykel- og gangforbindelse mellem Enghave Brygge og Islands Brygge/Artillerivej Syd kan aflaste de eksisterende broforbindelser over havnen (Sjællandsbroen, broen over Sluseløbet og Bryggebroen). Især Bryggebroen er populær. Her kører mindst 20.500 cyklister, og det vil stige yderligere med udbygningen af Enghave Brygge. En del af cykeltrafikken på Bryggebroen kommer i dag fra Vasbygade/Vesterbro/Valby, og de kan med fordel benytte en ny bro mellem Engholm og Islands Brygge.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*