Af Mette Ydebo
Mens Dansk Jødisk Museum på Slotsholmen gør klar til sommerens begivenheder, har en anden jødisk kulturinstitution åbnet portene til et væld af arrangementer. Den Jødiske Kulturfestival runder ti år med dans, musik, omvisninger og foredrag. Et af foredragene omhandler netop det indre af museet i Chr. IV’s galejhus og arkitekten bag det spektakulære dansk-jødiske museum.
Vidunderbarn og udstødt
Har man besøgt det nu 17 år gamle museum, vil man vide, at gulve, vægge og udstillingsrum i mere end én forstand kan gøre svimmel. Stedets forskellige effekter fortæller skæbnehistorier. Men arkitekturens slyngninger fortæller med. Det er som at gå omkring på et skib i søgang.
For arkitekten Daniel Libeskind var det væsentligt at spejle redningen af de danske jøder i fiskekuttere over Øresund under 2. verdenskrig. Museumsgæsten bevæger sig bogstaveligt talt igennem ordet ”mitsvah”, som betegner en velgerning eller et bud, mennesket bør adlyde.
Selv blev Libeskind født som polsk jøde og med en ganske anderledes fortælling. Han kom til verden hos holocaustoverlevere i et hjemløseasyl i Lodz i 1946. Hurtigt udviklede han sig til musikalsk vidunderbarn på den harmonika med klaviatur, som gjorde det ud for hans piano. Talentet gav ham en ballast i det land, der også efter krigen nærede jødehad. De jævnaldrende polske børn afskyede ham, og han følte sig konstant forfulgt pga. sin jødiske herkomst. ”Alt, jeg husker fra Polen, er antisemitisme”, har han sagt. ”Når man altid er under angreb som den, man er, må man hævde sig for ikke at opsluges af de tavses grå masse.” Faktisk takker han sin fortid for den fremtid, han fik!
11 år gammel blev Daniel israeler, da forældrene forlod Europa, og længe så det ud til, at der skulle blive en stor musiker ud af drengen. Violinvirtuosen Isaac Stern så en kommende verdensstjerne i ham. Men da familien senere flyttede til USA, kastede han sig over mere intellektuelt arbejde. Tegning af bygninger vandt over sceneoptræden. Daniel Libeskind blev arkitekt, lærer og berømt installationskunstner. I årevis underviste han på diverse universiteter uden selv at være ophavsmand til så meget som en garage, som han udtrykker det. En konkurrence om at skabe et nyt berlinermuseum ændrede hans livsbane.
Følelsernes arkitekt
Året var 1989. Mure faldt, og nye skulle rejses. Opgaven lød på tegning af en jødisk afdeling til et tysk museum. Libeskind tegnede et jødisk museum, ”for jøder skal ikke være en afdeling”. Da han vandt og blev spurgt til sine tidligere værker, svarede den meritløse med et velanbragt spark: ‘Dømmer man alene ud fra fortiden, har Berlin ingen fremtid!”
Det tysk-jødiske museum er uden entredør, men med indgang under jorden, og det har tomme arealer. Således føres gæsten symbolsk igennem holocausts mørke og op til fraværet af de seks millioner jøder, nazismens ofre. Bygningens zigzagform understreger karakteren af det tysk-jødiske samliv. Libeskinds huse viser deres respektive landes, byers og folkeslags historie i følelser. Hans arkitektur er såkaldt dekonstruktion, hvor det vrimler med skjulte hints, og hvor beskueren kan lægge betydning ind i hver en detalje.
Succesen i Berlin førte til massevis af tilbud. Daniel Libeskind er skaber af fortællende huse over store dele af kloden. Inspireret af et digt af Emily Dickinson om at udfylde et svælg nydesignede han grunden, hvor Twin Towers i New York stod indtil terroraktionen i 2001. Og han anbragte en stålkile midt i det neoklassicistiske Militærhistorisk Museum i Dresden for at forene tysk splittelse med den fornyelse, som også kom fra tysk kultur.
I København sendte han en hilsen til en gammel bygnings eksisterende fokus på søfart ved at bugte alle linjer til minde om en nyere og mere vedkommende beretning om flugt over vandet.
Boks:
Foredragene om Daniel Libeskind og Dansk Jødisk Museum kører i øjeblikket, og det andet og sidste finder sted den 4. juni kl. 16.00 på museet i Proviantpassagen 6. Der er gratis adgang, men tilmelding skal ske til melk@jewmus.dk.
Be the first to comment