Lukningen af Holmen Dirt skal behandles politisk

De radikale på Københavns Rådhus stiller spørgsmål i forsøget på at redde cykelanlæg på Holmen.

 

Af Lis Hylander

 

Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation vil nu have politisk opbakning til at pålægge Teknik og Miljøforvaltningen at komme med en klar redegørelse for, hvilke muligheder udvalget har for at bevare cykelanlægget Holmen Dirt på Christianshavn.

Det sker i et såkaldt medlemsforslag, som sikrer, at sagen bliver drøftet politisk. For et par uger siden meddelte Teknik og Miljøforvaltningen i et skriftligt svar uden forudgående politisk drøftelse, at cykelbanen skal lukkes, fordi den generer oldtidsmindet, Christianshavns Vold. Efter 20 års brug af det grønne område skal omkring 300 børn og unge altså ud at finde et andet sted at udfolde sig. Og det har fået flere politikere til at kræve et politiske indgreb.

Bl.a. Radikale Venstre, som i sin begrundelse skriver: København har brug for områder, hvor københavnere og især børn og unge kan udfolde sig frit og dyrke sport i et forpligtende fællesskab. Radikale Venstre mener derfor, at det er særdeles trist, at forvaltningen har vurderet, at Holmen Dirt efter 20 år på samme sted ikke længere må benytte grunden, og at banerne lukkes, fordi de forstyrrer et fortidsminde.”. De radikale ønsker, at sagen behandles politisk for at finde en løsning, der kan bevare området, som det er i dag, hedder det i forslaget.

 

Nabo bakker op

En af begrundelserne for at lukke cykelbanen er, at der er kommet klager fra naboerne i andelsboligforeningen Halvtolv. En af beboerne her, arkitekt Anders V. Sonnichsen, kan ikke genkende beklagelsen over støj.

”Igennem alle årene har de unge på Holmen Dirt opført sig eksemplarisk og været et mønstereksempel på, hvorledes man forvalter den tillid, kommunen har vist dem. De sviner ikke, men holder stedet pænt, og alle er velkomne til at cykle på banen. Derfor spørger jeg mig selv, hvordan de minder, de tager med sig, er mindre vigtige end et fortidsminde, der er skjult mellem træerne, og som kun de hjemløse kender”, siger Anders V. Sonnichsen.

”Vi skal anerkende denne oase af vovemod og cykelentusiasme og glædes over, at den er opstået af egen kraft. Holmen Dirt har på kreativ vis omfortolket disse volde fra slum til cykelbane, og hvis dette ikke passer ind i vores selvforståelse af indbyggere i en by med Voldanlæg, så er det måske selvforståelsen, der er noget galt med”, understreger Anders V. Sonnichsen.

Foreningen Holmen Dirt, som står bag cykelanlægget, inviterer borgere til en høring om idræt og cyklisme. Det foregår nu på lørdag d. 6. november på Holmen Dirt, hvor flere lokalpolitikere og kandidater til kommunalvalget vil give deres bud på, hvordan man kan fremme idrættens og cyklismens vilkår i København.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*