Et kreativt projekt med at lave håndlavede servietringe til sit bryllup blev startskuddet til en lille designsucces for Cristina Pagano Sauer fra Islands Brygge. Her efterspurgte gæsterne at købe de smukke ringe, lavet af epoxy-resin, og nu sælger Cristina blandt andet servietringe, bordskånere og kageopsatser til hele verden – endnu fra den lille lejlighed på Islands Brygge, men måske snart fra eget værksted.
Tekst og foto: Mikkel Bækgaard
Selvom ens lejlighed kun har et enkelt stort rum, kan man godt drømme stort og have gang i en spændende forretning. Sådan er det hos Cristina Pagano Sauer, der står bag byPAGANO og laver håndlavede servietringe, bordskånere, fade og meget mere ud af epoxy-resin – og som restauranter, cafeer og private finder stor interesse for.
Her i lejligheden på Islands Brygge støber og designer Cristina Pagano nemlig sine produkter, som hun sælger via sin Instagram-profil, og som hun drømmer om en dag skal blive hendes levevej.
“Det er da helt klart en drøm for mig en dag at få et lille værksted og leve af det fuld tid. Indtil videre har jeg dog mit fuldtidsjob som medlemskonsulent hos KRIFA. Men hvem ved, måske får jeg en dag mit eget lille værksted, så jeg kan dedikere mig fuldt ud til det og ikke have projekter overalt i lejligheden”, siger Cristina, der bor i lejligheden med sin mand og deres datter.
Bryllupsprojekt blev til firma
Cristina har altid haft en kreativ åre og har konstant gang i mange forskellige gør-det-selv – DIY-projekter. Det gjaldt også i forbindelse med hendes bryllup, der oprindelig skulle have fundet sted i 2020, men blev udskudt et år på grund af corona-epidemien.
“Der havde jeg gang i samtlige kreative projekter på én gang, for det er fedt at lave noget selv og bidrage med noget, jeg selv har lavet. Og her faldt jeg over den her teknik med, at jeg kunne lave servietringe, som kunne ligge rundt på bordene. Det blev folk ellevilde over, og jeg havde slet ikke forventet så god en respons. Og her var der folk, der begyndte at spørge, om de kunne købe nogle”, forklarer hun.
Dermed blev grundstenen lagt til det lille firma, som Cristina Pagano Sauer nu driver ved siden af sit fuldtidsarbejde. Her laver hun dels servietringene, men også andre produkter efter samme teknik, f.eks. bordskånere og kageopsatser og snart også fade og skåle – produkter, der alle bliver til i lejligheden på Islands Brygge.
“Ideen er, at man blander to forskellige flydende produkter, der bliver hårdt, når de bliver blandet. Her kan man støbe for eksempel blomster eller glimmer ind i. Og så hærder resinen i løbet af 24 timer, så det bliver helt hårdt – så hårdt at jeg kan tabe det ned på gaden heroppe fra anden sal, uden at det går i stykker. Og i løbet af 30 dage hærder det yderligere, så det bliver varmebastant og kan bruges som bordskånere”, siger hun.
Interesse fra hele verden
For Cristina Pagano Sauer var det lidt af en åbenbaring, at folk tog så godt i mod hendes produkter. For snart efter begyndte hun også at få flere henvendelser fra interesserede – også fra eventbureauer og lignende, som gerne vil bruge hendes produkter til events, bryllupper og udsmykninger. Ligeledes har flere caféer og restauranter vist deres interesse.
“Da jeg opdagede, at der var interesse for mine enkle, nordiske designs, gjorde jeg noget uden for min normal comfort-zone: Jeg oprettede en Instagram-profil med fokus på mine produkter. Og så var det, at folk viste deres store interesse. Jeg havde ellers tænkt, at der da måske var en enkelt eller to, der ville købe dem – men interessen har været overvældende”, siger den selvlærte designer og kreahåndværker, der blandt andet i den netop overståede weekend sammen med Stine Nørgaard Bjergs fra blomsterfirmaet Studio Flør viste sine produkter frem på café ”Fars Dreng”.
Og det er ikke kun lokale bryggeboere, der har fundet interesse i Cristina Pagano Sauers resin-designs.
“Jeg sælger faktisk produkter via Instagram til folk over hele verden. Det er ret fantastisk, og man møder også en masse sjove mennesker på den måde. Også fordi jeg søger inspiration til selve teknikken hos folk over hele verden – og her har jeg fået kontakt til folk, der gør lidt det samme alle mulige steder i verden”, siger hun.
byPAGANO
Lille design-firma, som Bryggebo Cristina Pagano Sauer står bag. Hun laver bordskånere, fade, kageopsatser og meget mere af epoxy-resin, som hun sælger via sin Instagram-konto @bypagano.
Be the first to comment