Kommunen betaler for nye træer på Sluseholmen

Af Jesper Schou Hansen

 

København har igen fået gang i plantningen af træer gennem puljen til såkaldte ”partnerskabstræer”. Blandt andet på Sluseholmen, hvor ejerforeningen Metropolis har søgt og fået penge til 12 træer.

Projektet med partnerskabstræer har været på pause i et par år. Der er nemlig loft over, hvor mange penge landets kommuner måtte bruge, og derfor var projektet med partnerskabstræer et af de projekter, der røg på pause, men som nu er tilbage.

”Jeg ansøgte partnerskabstræer, fordi vi synes, at initiativet er rigtigt godt, og at smukke træer fint ville passe ind i vores tanker og planer om at gøre de tre grønne områder ved Metropolis attraktive og indbydende til ophold for alle, nøjagtigt som lokalplanen opfordrer til”, fortæller Søren Danielsen, der sidder i bestyrelsen for ejerforeningen.

Ifølge ham har det været en forholdsvis enkel og god proces at få bevilget de tolv træer, som nu er plantet og kommet godt på vej.

 

Følger ansvar med

”Det viste sig, at når man kontakter ”partnerskabstræer”, så bliver man venligt, effektivt og kompetent vejledt. Så vi påtog os derfor ’fadderskabet’ over 12 træer”, siger Søren Danielsen, der fortæller, at fadderskabet er noget, der også forpligter. For i de første tre år har man ansvaret for, at træerne kommer godt i gang. Det betyder blandt andet at sikre, at træerne bliver vandet og får den pleje, der skal til.

”Vi har nu forskellige slags træer, der giver mangfoldighed. Rødtjørn, bærmispel, paradisæble, japansk røn og dugpil”. Skulle man selv have købt træerne, ville det have kostet omkring 15.000 kroner.

Også naboforeningen Fyrholm har fået nogle træer. I den anden ende af byen har ejerforeningen på Margretheholmen ligeledes fået nogle træer, der er plantet ved Luftmarinegade.

 

Åben for ansøgninger

Både private, boligforeninger, boligorganisationer og virksomheder kan søge om partnerskabstræer til private arealer, så længe træet er synligt for andre københavnere og kommer byen til gode. I den nu overståede plantesæson har københavnerne især været interesseret i at få den hvide fuglekirsebær som partnerskabstræ.

Teknik- og Miljøudvalget har allerede afsat midler til, at der kan deles endnu flere partnerskabstræer ud til efterårets plantesæson. Om puljen fortsættes efter årsskiftet, afgøres ved budgetforhandlingerne til efteråret.

De første partnerskabstræer blev plantet tilbage i 2016. I denne sæson er der kommet 360 nyplantede træer, og dermed er der nu plantet mere end 2.000 partnerskabstræer over hele byen.

 

 

Hvad er et partnerskabstræ, og hvordan får man et?

Partnerskabstræer bidrager til, at byen bliver grønnere til glæde for københavnerne. Københavns Kommune donerer træer til ansøgere, som planter, passer og plejer på et privat område med adgang eller indsyn for offentligheden.

Som træpartner er man forpligtet til at passe og vande træet, at sikre at træet har tilstrækkelig med jord og at jorden er egnet til træplantning, at plante træet max 10 m fra et offentligt areal så træets krone er synligt for byens borgere, at træets placering må indberettes på københavnerkortet og at indberette hvis træet dør, flyttes eller hvis arealet skifter ejer.

Alle borgere, boligforeninger, boligorganisationer og erhvervsvirksomheder, der råder over et privat areal i Københavns Kommune, kan søge om at få et partnerskabstræ. Læs mere og find ansøgningsformularen på www.kk.dk/partnerskabstrae

Be the first to comment

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*