Københavnske politikere splittede over at privatejede daginstitutioner lukker

Af Jesper Schou Hansen

 

Det skal være slut med at daginstitutioner kan ejes af private. Det har regeringen besluttet. De eksisterende skal enten lukkes eller konverteres til at være selveje eller lignende. Politikerne på rådhuset er langt fra enige i det geniale i det, da Havnefronten i weekenden spurgte dem hvor de står i den sag.

Vi starter hos de positive. Hos Enhedslisten er der opbakning.

“I Enhedslisten tvivler vi stærkt på, at det vil skabe pasningsproblemer i København, hvis de private institutioner fremover ikke må blive drevet med profit for øje, men i stedet skal drives på samme vilkår som friskoler og privatskoler eller de selvejende institutioner. Der er stor indflydelse for forældre og medarbejdere lokalt, de har egne pædagogiske profiler, alle forældre har lige adgang til dem via ventelisterne, men samtidig er der også et ordentligt pædagogisk tilsyn med dem.”, siger Knud Holt Nielsen, der er partiets børneordfører på rådhuset.

Det er begrænset opbakning hos Radikale. Her mener Socialborgmester Mia Nygaard, at hun har set bedre forslag.

”Jeg synes ordningen virker helt skævt og mener, at man burde være endt samme sted som med de private tilbud på socialområdet, som var kampen tidligere i år”, med reference til, at sociale botilbud også er blevet ændret.

Vi har også spurgt Alternativet, Frie Grønne, SF, Socialdemokratiet og Konservative, men ingen af dem er vendt tilbage.

 

Nej tak

Hos Venstre er gruppeformand Jens-Kristian Lütken imod forslaget. Han mener, at det vil være oplagt at få private på banen, der også kan konkurrere på kvalitet.

”Vi har brug for flere daginstitutionspladser og mange oplever, at deres børn går i vuggestue og børnehave i en barak. Regeringen er på et ideologiske korstog mod private institutioner, så det kommer desværre først og fremmest til at gå udover de københavnske forældre, som på den måde får færre valgmuligheder”, siger han og tilføjer, at han mener Regeringen forsøge at løse et problem som ikke findes.

Heller ikke Finn Rudaizky, der er DFs spidskandidat, er glad for forslaget fra regeringen og forbud mod privatejede børnehaver.

”Der skal selvfølgelig også fremover skal være plads til private børnehaver og vuggestuer. Den nuværende Mette Frederiksen-regering og hendes sikkerhedsnet, SF, Enhedslisten og de radikale, nærmer sig mere og mere noget der minder om den østtyske statskommunisme. De fleste private institutioner gør det godt, så der er ingen grund til at ændre den hidtidige praksis, hvor også private institutioner, har en naturlig plads og mulighed i det danske samfund”, siger Finn Rudaizky.

 

Og mere nej tak

Heller ikke hos Ny Borgerlige er der skyggen af begejstring.

”Vi holder fast i, at pengene skal følge barnet, så forældre selv kan bestemme mellem offentlige og private tilbud. Den politiske aftale mellem regeringen og støttepartierne er socialisme i sin mest enøjede og usympatiske form, fordi den hverken tjener børn, forældre eller institutionerne og deres medarbejdere. Det mest absurde er, at selv BUPL — Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund — anerkender, at private institutioner ofte er mere velfungerende, fordi de ikke ligger under for kommunal detailstyring og inkompetence”, siger Niels Peder Ravn, spidskandidat for NB.

Heller ikke folketingsmedlem for LA, der også er spidskandidat i København, Ole Birk Olesen, kan få øje på nogen fordele ved at forbyde, at private ejer daginstitutioner.

”Hvis det forbud virkelig vedtages, så vil der være gode, private daginstitutioner, som lukker, og nye idéer om nye institutioner, vil aldrig blive til virkelighed. Taberne vil være alle de børn og deres forældre, som foretrækker de private tilbud pga. deres anderledes måde at tænke pædagogisk og i forhold til, hvordan pengene kan bruges bedst til gavn for børnene”, siger Ole Birk Olesen. Han undrer sig såre overfor hvorfor partierne på venstrefløjen står bag det forslag.

”Vi taler ofte om, at det er ærgerligt, at kvinder sjældnere end mænd stifter virksomhed og får succes med det, men når vi så har med børnepasning at gøre, hvor kvinder fylder mest som både ansatte og ledere, så siger de røde partier, at her må man simpelthen ikke være iværksætter og udfordre de etablerede institutioner med et konkurrerende privat tilbud. Her må man kun være offentligt ansat. I LA vil vi kæmpe så hårdt, vi kan, mod det forbud. Det er meget vigtig politik for os”, siger Ole Birk Olesen.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*