Af Anders Bo Pedersen
Måske har du allerede hørt om Færøernes nyeste stjerneskud, singer-songwriter Greta Svabo Bech Nu kan du i hvert fald opleve hende til en lille særlig intimkoncert under Nordatlantiske Filmdage 2021.
Inspireret af de færøske hoymatbit-koncerter, hvor musikere inviterer publikum til små koncerter hjemme i deres egne stuer, afholder Nordatlantens Brygge en intimkoncert på sin filmfestival, Nordatlantiske Filmdage.
Den Grammy-nominerede singer-songwriter har arbejdet sammen med bl.a. Cher, deadmau5 og Ludovico Einaudi, og hun har aldrig været bange for at udforske diversiteten i sit originale lydbillede. Hun har ikke bare hentet inspiration, men også siden barndommen boet i flere lande i Asien og Europa og taget en musikuddannelse ved universitetet i London.
Inspiration
Sidste år vendte hun imidlertid hjem til Færøerne og fik etableret et hjem med studie i Miðvágur, hvor hun skriver sange og er i tæt kontakt med den natur, hun elsker. Her fik hun også besøg af Kronprins Frederik, der talte med hende og oplevede hende spille i DR-dokumentaren Kongehuset på Færøerne, som vi viser dagen efter hendes koncert.
I marts udgav Greta den forførende single Breathe, der blev ledsaget af en live-video, som hun indspillede hjemme i sit soveværelse med udsigt til den ofte drømmeagtige færøske natur.
Og alt imens Breathe er blandt hendes mest intime sange til dato, er hun i stand til at skabe en atmosfære af intimitet i enhver sang, når hun bruger den til at afdække styrken i det sårbare, skønheden i det ufuldkomne og magien i det hverdagslige.
Det kan i de unikke pakhusrammer på Nordatlantens Brygge i Strandgade, hvor den færøske sangerinde gæster filmfestivalen Nordatlantiske Filmdage og udfolder sine magiske sange ved en intimkoncert fredag den 8. oktober kl. 20.30 (billetinfo på nordatlantens.dk/filmdage).
Se i øvrigt omtalen af Nordatlantiske Filmdage på side 18.
Be the first to comment