Af Jesper Schou Hansen
Københavns problembro nummer 1: Inderhavnsbroen – skal have ny belægning. Det fortæller områdechef Henriette Hall-Andersen fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Lokalavisen Havnefronten.
”Til maj vil der blive udført en permanent belægning på broen. Dette kan ikke udføres tidligere på grund af årstiden”, siger Henriette Hall-Andersen. Forvaltningen er ellers i forvejen i gang med endnu et udbedringsarbejde på broen til stor gene for mange lokale, der efterhånden er noget trætte af de mange arbejder på broen.
Således har Birgit Tengberg, der bor på Margretheholmen og ofte bruger broen henvendt sig til Havnefronten – netop fordi hun ofte oplever, at dele af broen er spærret af. Og det er også rigtigt, at der er mange afspærringer, erkender man hos Teknik- og Miljøforvaltningen. Også i disse dage.
Bomme volder problemer
”Konkret drejer det sig om, at det bomsystem, som broen er født med, ikke fungerer optimalt. Derfor udskiftes det til traditionelle brobomme. Svingene på cykelstien bliver mindre skarpe end nu og dermed mindske risikoen for faldulykker. Der er placeret bomme i begge ender af broen ved henholdsvis cykel- og gangsti, og derfor skal der renoveres fire hjørner af broen – samtidig med at cyklister og gående skal kunne krydse broen”, siger Henriette Hall-Andersen.
Arbejdet bliver udført i flere etaper, og da man hver gang først har skullet pille ned, tage mål til nye elementer og producere dem eksternt, så har det taget noget tid.
”Det nye bomsystem på Inderhavnsbroen forventes at blive færdigt i slutningen af februar eller begyndelsen af marts”, siger Henriette Hall-Andersen. Og det er så derefter det næste arbejde med ny belægning starter.
Be the first to comment