Ikea efterlyser borgerinput

Det kommende Ikea varehus bag Fisketorvet er godkendt og ved at blive bygget. Men der er stadig ting, der ikke er helt på plads. Derfor har ikea startet en række møder, hvor de efterlyser ideer fra borgerne til det endelige resultat. Man kan også bare bruge møderne til at blive klogere på det igangværende byggeri.

”Lige fra projektets begyndelse har det været vigtigt for os at få københavnerne med på råd og holde dem orienteret om, hvordan det nye varehus vil blive. Inddragelsen af borgerne har bl.a. medvirket til at skabe et varehus, der er nemt at komme til og fra, uanset om man kommer på cykel – eller via offentlig transport, som er den måde mange københavnere pendler på. Jeg ser frem til nabomøderne og håber, at vores planer bliver taget godt imod”, siger Anders Lyhne Nordtorp, der er ekspansionschef i Ikea Danmark. Første møde er netop afholdt og næste møde i rækken er den 18. august.

Ikea København er en nytænkning af det varehus koncept, som Ikea er kendt for i dag. City varehuset bliver mindre og tilpasset københavnernes behov og fremtidens forbrugsmønstre. Der kommer solceller på taget, og indendørs åbner der et Circularity Lab, hvor kunder bl.a. kan få hjælp til at forlænge levetiden på deres møbler. Varehuset forventes at stå færdigt i 2023.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*