Af Ditlev Tamm
Foto: Jette Ingerslev
Det er i år 700 år siden, at verdens måske største digter, Dante Alighieri, døde i den norditalienske by Ravenna natten mellem den 13. og 14. september 1321. På det tidspunkt havde han levet i eksil fra sin fødeby, Firenze, siden 1302 og skrevet en lang række værker på latin og italiensk, herunder først og fremmest det værk, som hans navn uløseligt er knyttet til, nemlig Komedien, som han selv kaldte det, eller Den Guddommelige Komedie, som blev eftertidens betegnelse. Dette værk i tre dele, som beskriver en rejse gennem Helvede, Purgatoriet og frem til mødet med Gud i Paradiset, er blevet en fast del af den såkaldte vestlige kanon, de værker, som vi igen og igen vender tilbage til, og som har haft afgørende betydning for både senere litteratur og kunst.
Den guddommelige Komedie
Komedien består af 100 sange, ret korte, og lidt over 14.000 vers. Dante lader sig føre gennem underverdenen og Purgatoriet og ud i Paradisets sfærer af først den latinske forfatter Vergil og senere den florentinske Beatrice, som hos ham både er en idealkvinde og genstand for åndelig kærlighed, men samtidig et symbol på tro, håb og kærlighed og den kristne tro. Dante var naturligvis fortrolig med antikken, men kristendommen var for ham et afgørende skel. Der er hedninge, og der er troende, og også antikkens store personligheder, som ikke havde mulighed for at kende Kristus, må forblive i Helvede. Komedien er både en rejse, en åndelig renselse og et udtryk for Guds plan. Fantastisk komponeret som en helhed, hvor vi rundt omkring møder personer fra hans egen tid og fra antikken, og Dante falder gerne i snak. Indimellem er der vidunderlige poetiske billeder og ræsonnementer over tidens teologi, filosofi og meget andet. Det er et krævende værk, men den, der følger med hele vejen, bliver ligesom Dante selv et nyt menneske. Så meget er der at opleve. Man kan læse værket som poesi, men man får mest ud af det, hvis man læser det i kommenterede udgaver, så alle detaljer kommer med.
Dante Alighieri
Dante blev født i 1265. Den nøjagtige dato kender vi ikke. Som ung forfattede han kærlighedsdigte. Han var selv optaget af sin tids politik både lokalt i Firenze og af kampen mellem kejser og pave, og han havde omkring 1300 en ledende stilling i Firenzes bystyre. Tragedien i hans liv var forvisningen af politiske grunde i 1302 fra Firenze, som han aldrig genså, men gang på gang henviser til i Komedien, hvor han også omtaler den eksileredes triste skæbne som den, der må slide andres trapper og spise, hvad andre tilbyder. Også på den måde bliver Dante ved med at være aktuel som en menneskelig skæbne. Han skrev under eksilet et værk, kaldet Monarkiet, hvor han fremhævede vigtigheden af en god hersker for menneskets velfærd og opretholdelse af fred i verden. Han skrev også om italiensk sprog, som han selv var med til at skabe, og som han altså – heldigvis – benyttede i sit mesterværk.
Dantes værk og Danmark
I Danmark har Dante i mange år haft en høj stjerne. Komedien blev oversat til dansk i rimede vers, såkaldte terza rima, af digteren Christian Molbech i 1850’erne, senere af Knud Hee Andersen (1963) og senest i en sprogligt let tilgængelig og flydende oversættelse af Ole Meyer (2000 og talrige senere oplag), der har sikret udbredelsen af Dantes værk i Danmark og givet værket mange læsere. Den gamle oversættelse af Molbech er stadig charmerende som et værk af sin tid og en stor oversætterbedrift, men jeg vil råde til at begynde med Meyer. Risikoen ved at begynde at læse Dante er, at man aldrig kan holde op. Digteren Tom Kristensen gav en gang (i 1963) det råd: ”Kære læser! De skulle skære 14 dage ud af Deres liv og ofre dem på Dante. De vil aldrig fortryde det.” Jeg gjorde det selv for mange år siden og har ikke kunnet lægge værket fra mig siden. Den Guddommelige Komedie rummer det alt sammen: vidunderlig poesi, historie, filosofi, teologi og anden kunst. Man vokser aldrig fra Dante, og jeg kan som andre før mig kun bekræfte, at værket selv efter livslang læsning op i en høj alder stadig åbner for nye oplevelser.
BOKS
Dantesøjlen og Dantes Plads
Dante har fået sin søjle i København og en Dantes Plads. Og går man ind i skulpturafdelingen på Glyptoteket – også på Dantes Plads – finder man nogle af hans kendteste figurer, således Francesca da Rimini og grev Ugolino. Det var nok mere, end han selv kunne drømme om. Eller at søjlen skulle krones med en herlig statue af Beatrice udført af kunstneren Einar Utzon-Frank i 1924. Ingen anden hovedstad i verden og heller ikke Dantes hjemby, Firenze, har et så smukt mindesmærke over ”il summo poeta” – den største digter, som man har kaldt ham i 700 år. Så læs, læs, læs Dantes Komedie!
Be the first to comment