Hvem lagde krop til Musikkens Genius?

Tekst og foto Jette Ingerslev

 

Artiklen om Anne Marie Carl-Nielsen i sidste nummer af Havnefronten gav anledning til en fin kommentar fra Torben Mehlsen: ” Tak for en meget spændende artikel i Havnefronten nr. 131 om Glyptotekets udstilling om Anne Marie Carl-Nielsen. Jeg er ved at læse Troels Kløvedals bog “Den tynde hud” om hans opvækst. I denne bog på siderne 12 og 13 (foto vedlagt) skriver han om, at det er hans far, der er brugt som model til rytteren på statuen, I bringer foto af, og som I omtaler i artiklen. Jeg ved ikke, om Jette Ingerslev har denne viden eller det har interesse; men jeg synes, det er et godt supplement til artiklen.”

Denne henvendelse kunne ikke stå uden yderligere research: Først blev udstillingen om Anne Marie Carl-Nielsen på Glyptoteket genbesøgt. Den originale gipsmodel blev studeret på nærmere hold: Modellen viser en slank, flot og muskuløs ung mand – med Carl Nielsens ansigtstræk.

I det tilhørende katalog findes ikke fotos eller tekst om hvem, der stod model. Glyptotekets bibliotekar mm kender heller ikke til modellens forlæg.

 

Den Tynde hud – erindringer om en barndom og opvækst

I denne selvbiografiske bog fra 1994 beskriver Troels Kløvedal (1943-2018) en barsk opvækst., præget af forældrenes skilsmisse og deres fire børn, der måtte sættes i pleje.

Fra bogen citeres: ” Min far, Asbjørn (Beha Erichsen /1903-71), tilså hestene i De kongelige Stalde og på Gardehusarregimentet, der dengang lå på Østerbro. Han tog embedseksamen i 1927 og var derefter tre år i Gardehusarregimentet med rang af sekondløjtnant i Dyrlægekorpset. Han var meget interesseret i hestens æstetik og samspillet mellem hest og menneske, og det er hans hest og ham selv som ung dyrlæge, der er modellen til den skulptur, der står, hvor Østerport Station og Store Kongensgade og Grønningen deler sig mellem Nyboder. Skulpturen er et minde over komponisten Carl Nielsen og skabt af hans kone, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen.”

Senere i bogen fortælles om faderen, at han blev morfinist og kidnappede Troels og storesøster Hanne Reintoft, hvilket endte i skudkamp med politiet. Alle de fire børn måtte sættes i pleje for at moderen, Gurli, kunne få sin uddannelse som børnehaveleder. Senere blev familien genforenet med efterfølgende gode oplevelser.

 

Kløvedal

Navnet Kløvedal opstod i et kollektiv, der blev grundlagt i 1968 som Svanemølle-kollektivet med navneskift i 1970 navn til Maos Lyst. Her tog alle beboerne på et tidspunkt mellemnavnet “Kløvedal“, efter elvernes højborg i Ringenes Herre.

Troels Kløvedal var dansk forfatter, langturssejler og foredragsholder med base i Ebeltoft, Han var kendt for sine mange jordomrejser med stålskibet Nordkaperen, som han sammen med to venner købte i 1967. Sønnen Mikkel Beha Erichsen (f.1966), tv-vært og redaktør, er fulgt i faderens sejlerspor.

Troels Kløvedal ligger begravet under en markant gravsten på Holmens Kirkegård – som så mange andre ”søhelte”.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*