Homo sapiens skuer ind i fremtiden på Islands Brygge – hos Fagbevægelsens Hovedorganisation

Tekst og foto Jette Ingerslev

 

Året rundt er det populært at gå, løbe eller cykle på Islands Brygge, Amager Fælled og havneområdet. En sådan tur giver uvægerligt nye oplevelser, der kan sætte tankerne i sving.

Havnefronten er standset op ved fem stele-lignende kobberskulpturer med ryggen ud mod Islands Brygge 32D. Det virker som en lille vagtparade ved indkørslen til det gamle LO – i dag FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation – der har til huse i en seks-etagers bygning mellem Islands Brygge og havnen. Til venstre, ind mod nordsiden af bygningen, er der opstillet tre + en + seks lignende skulpturer og ud mod havnen yderligere syv. Alle med en lysinstallation foran.

Den første og umiddelbare tanke er, at her må kunstneren Jens Galschiøt have været på spil i denne blanding af mange alvorlige skulpturer, opstillet i en vis rytme og med en fremtoning, der signalerer filosofiske/politiske tanker. Og ganske rigtigt.

Hos FH bekræfter administrationschef Rasmus Østrup Møller, at kunstneren er Galschiøt, og at skulpturerne er købt for at markere etableringen af FH i januar 2019, hvor FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) og LO (Landsorganisationen i Danmark) blev fusioneret til FH.

 

Skulpturerne

De 22 unikke skulpturer indgår i installationsværket ”Homo Sapiens (det tænkende menneske) i dialog med fremtiden”. Jens Galschiøt har uddybet titlen med teksten ”En serie af menneskelignende skulpturer, der er inspireret af Mosebogens skabelsesberetning. Her bliver mennesket skabt af ler. Uanset hvor forskellige vi ser ud, og hvorfra i verden vi kommer, er vi alle skabt ud fra den samme “lerklump” – og det forpligter.”

Skulpturerne er mellem 180 og 225 centimeter høje, slanke og med en vægt på 300-500 kg. De er udført i kobber, fyldt med beton og monteret på en stålsokkel på 80x80x10 cm med tilknyttet projektør. Alle figurer står ranke, stolte og markante, hver med sit alvorlige ansigtsudtryk. De er placeret som en trelænget hær, der skal beskytte gården og i videre forstand de næsten 1,4 millioner danskere, der er medlemmer i de 79 fagforbund, der udgør FH.

Værket kredser om menneskekroppen og veksler mellem skitseagtig modellering og fremstillingen af fine detaljer. I nogle skulpturer ses store, tydelige partier af menneskekroppen, mens kroppen på andre er næsten forsvundet i materialet og ender som en uregelmæssig søjle. Alle fremstår som torsoer uden arme. Nogle af ansigterne har asiatiske træk, mens andre har europæiske.

 

Forandrer sig i tiden

Galschiøt har skrevet, at figurerne er stærke i deres stolthed og fundament, men de er under angreb, og deres fysik er i opløsning. Deres skælvende udtryk, deres dybe og krakelerede overflader sender kulørte bølger af længsel og frustration ud i himmelrummet. Materialet er stadig det samme, men i takt med at verden har forandret sig, har de/vi også.

Foran skulpturerne er der spots med LED-lyssætning, der døgnet rundt skifter i farver, vinkler og styrke med langsomme, næsten umærkelige ændringer. Det er på linje med Galschiøts mening, at vi mennesker ændres – og det i højere grad, end vi opfatter.

Teknologien har været i rivende udvikling. Galschiøt stiller spørgsmålet om, hvor langt vi vil lade teknologien tage os? Og i hvilket omfang den teknologiske udvikling skal tage magten over vore liv og vor færden? Vi prøver at bygge broer og holde fast i nogle dyder, metoder og vaner fra fortiden, men er blevet afhængige af mobil- og cyperspace-livet. Tør vi snart sige ja til mere? Skal vort stenalderlignende software omprogrammeres i den nærmeste fremtid?

 

Samtale med kunstneren

Fremstillingen af skulpturerne er forudgået af mange tanker omkring den menneskelige udvikling nu og fremover. Hvor er det, vi er ved at bevæge os hen? Hvad bliver det for en verden i fremtiden? Menneskene synes langsomt at udvikle sig hen imod nye racer.

En race bliver til ”Homo Divinus”, det guddommelige menneske, der kan blive 150, måske 200 år gammelt, med en stigende intelligens, særdeles god økonomi og optimeret teknik som hjælperedskab.

Denne race vil blive til guder i deres eget univers og vil se ned på racen af ”ikke-guddommelige” med mindre intelligens og færre muligheder, måske endda i gruppe med nogle dyrearter. Samlet vil de blive underlagt ”Homo Divinus”. Store klasseforskelle vil blive et af resultaterne heraf. Forandringerne vil ske meget langsomt, næsten umærkeligt ligesom lyset på skulpturerne. Først de kommende generationer vil komme til at opleve forandringerne.

Skulpturen ”Homo Saipens i dialog med fremtiden” blev primært fremstillet til et kulturmøde på Mors i 2018, men blev derefter købt af FH.

Om kunstneren

Jens Galschiøt (1954-) blev uddannet plade- og konstruktionssmed på Odense Staalskibsværft i 1973. Han er selvlært sølvsmed og skulptør med eget værksted i Odense siden 1985. Galschiøts atelier indeholder bronzestøberi, værksted, udstillingshal, museum, undervisningssted og skulpturpark.

Denne multikunstner har talrige udtryksformer med klare referencer til ”social sculpture”. Med sit enorme engagement, store energi og kunstneriske talent vil han bekæmpe verdens uretfærdigheder. Opsatte skulpturer – oftest i bronze – verden over vækker til eftertanke: ”Survival of the Fattest”, kendt fra Klimamødet i København i 2009, ”Pillar of Shame” opsat i Hongkong og København, ”Fundamentalisme” opsat på Regnbuepladsen og ”My inner Beast”. Se mere på www.gallerigalschiot.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*